Dog barnlös. Var en begåvad och högt bildad man, som stödde konst och vetenskap. Han kom att inneha rikets högsta poster och blev riksråd, riksmarsk och riddare av Elefantorden och senare rikshovmästare och förmyndare för den unge Christian IV. Han utmärkte sig även för krigiska bragder som härförare i Nordiska sjuårskriget 1563-70. I slaget vid Axtorna 1565 bidrog han mycket till den danska segern och 1567 slog han tillbaka svenskarna och räddade Daniel Rantzaus danska här vid dess återtåg efter ett infall i Småland och Östergötland. Hak Ulfstand lät 1590-93 på egen bekostnad uppföra Genarps kyrka, en ståtlig treskeppig tegelbasilika, vilken är den enda kyrka i Skåne som i sin helhet är från 1500-talet. 1535-94, til Hikkeberg, Rigsmarsk,
var Halvbroder til ovennævnte Gregers Holgersen U. og
blev født 7. Okt. 1535 paa nys nævnte sin mødrene Gaard. Kun
7 Aar gammel sendtes han til Optugtelse i Herrisvad Kloster, men
efter hans Faders snart paafølgende Død fik Moderen ham anbragt
i den ansete Eske Billes Hus, hos hvem han saa var nogle Aar,
til han 14 Aar gammel sendtes udenlands med kongelig Forskrift
til Kurfyrst Moritz af Sachsen. Ved dennes Hof tjente han i
henved 6 Aar, hørte til Kurfyrstens personlige Opvartning, ledsagede
ham paa flere Felttog og blev af Kurfyrsten gjort væragtig.
Efter at være hjemkommen 1554 blev han sammen med sin Broder
Jens Hofsinde hos Hertug Frederik, hvem han 1558 ledsagede til
K ej ser kroningen i Frankfurt, ligesom han 1559 opvartede denne sin
Herre, der nu var bleven Konge, paa Toget mod Ditmarskerne.
Først 1562 tog han Afsked ved Hove, i det han fik sin første
Forlening, Pantelenet Isolte i Skaane, der sikkert har ligget ham
bekvemmere end det ham først tiltænkte jyske Len Ametofte.
1563 blev han end videre Lensmand i Aas Kloster. Ogsaa i
Begyndelsen af den følgende Krig hørte han til Kongens personlige
Omgivelser og fik 1563 foran Halmstad et farligt Saar i sit Hoved,
hvilket Saar holdt sig aabent og voldte ham Men til hans
Dødsdag. Han var dog alt 1564 saa helbredet, at han som Ritmester
kunde stilles i Spidsen for den Skaanske Adelsfane og førte med
Hæder denne Afdeling i alle de følgende Krigsaar lige til
Varbergs Belejring 1569; for øvrigt udrustede han ogsaa under Krigen
et Kaperskib. Særlig udmærkede han sig i Svarteraaslaget og paa
Daniel Rantzaus berømte Tog ind i Sverige. Sine ovenanførte
Forleninger havde han 1565 faaet forøget med Gisselfeld, men
ombyttede alt Aaret efter dette Len med Lundegaard, som han imidlertid
ogsaa kun beholdt et Aar. Derimod blev han 1569 efter Varbergs
Indtagelse Høvedsmand paa dette vigtige Slot, ligesom han s. A.
frit for Livstid fik Lyngby Len i Bare Herred. Aas Kloster mistede
han 1571, og Aaret efter ombyttede han Varberg Len med Odense
-gaard, som han beholdt til 1575, da ogsaa Isolte Len indløstes
fra ham. Senere var han Lensmand paa Lykaa 1575-78, paa
Aalholm 1577-88, paa Kalundborg 1588-91 og paa Malmøhus
fra 1591 til sin Død. Desuden havde han et Par mindre Len,
Vesterstad fra 1577 og St. Peders Kloster i Lund fra 1592.
1580 ledsagede han Kongen til Hertug Hans' Ligbegængelse,
og 1583 skulde han have været Marskal paa Kongens da planlagte
Udenlandsrejse, der dog ikke blev til noget, men 1584 sendtes han
til Øsel sammen med Peder Munk. I Kong Frederik II's
Ligprocession var han den ene af de 2 Rigsraader, som førte Frøken
Anna, ligesom han s. A. deltog i Forhandlingerne i Helsingør om
denne Prinsesses Giftermaal. Med 10 Heste ledsagede han 1590
som Hofmester Enkedronningen paa Prinsesse Elisabeths
Bryllupsrejse til Brunsvig. Strax efter sin Hjemkomst fra denne Rejse
blev han Hofmester hos den unge Konge og samtidig Medlem af
Regeringsraadet; i Rigens Raad havde han alt siden 1581 haft
Sæde. Da Rigsraadet havde valgt ham til Hofmesterstillingen mod
Enkedronningens Ønske og, som det synes, særlig for at
modarbejde hendes Indflydelse hos Sønnen, fattede Enkedronningen stærk
Uvilje mod ham, saa meget mere, som det alt paa Brunsvigrejsen
var kommet til Rivninger mellem dem. I Breve til sin Fader
frakjender hun H. U. alle de Egenskaber, som netop hans betroede
Stilling udkrævede. For øvrigt synes H. U. ikke at have haft nogen
fremtrædende Indflydelse paa den unge Konges Udvikling, og han
var da ogsaa kun Kongens Hofmester i 2 Aar, thi paa Herredagen
i Kjøbenhavn 1593 blev han valgt til Rigsmarsk, og samtidig
traadte han ud af Regeringsraadet. Ogsaa sit nye høje Embede
kom han kun til at beklæde en kort Tid. Han døde nemlig
allerede 10. Nov. 1594 i Kjøbenhavn, hvorhen han var bleven
forskrevet i Anledning af nogle spanske Gesandters Ankomst. Foruden
Hikkeberg ejede han en Tid en sjællandsk Hovedgaard, Skaftelev,
som han havde kjøbt af sin Fætter Jørgen Bryske, men
mageskiftede til Kronen mod Gods i Skaane.
Om end H. U. ikke staar i første Række af de betydelige
Statsmænd og Krigere, der kjendetegne Kong Frederik II's Tid,
var han dog ikke blot en fremragende Mand i sin Stand, men
vel anset hos høj og lav, ikke mindst paa Grund af de
Fortjenester, han og riere af hans Slægt under Syvaarskrigen havde
indlagt sig. Præsten Jacob Nielsen, der med sin Hals maatte bøde
for sine Beskyldninger mod Bispen i Skaane, M. Niels Hvid (VIII,
193), for at have stjaalet en Gravsten fra H. U.s Slægtgravsted i
Lund Domkirke, kalder i sin Nidvise H. U. for «den sorte Hack»,
men om dette har været et almindeligt Øgenavn, har det dog
sikkert kun hentydet til H. U.s ydre Personlighed.
H. U. blev 2 Gange gift, 1. (12. Dec. 1572) med den da
22 aarige Pernille Albrechtsdatter Gjøe (d. barnløs 29. Avg. 1589),
2. (22. Nov. 1590) med Anne Vernersdatter Parsberg, Enke efter
Hans Skovgaard (XVI, 66). Hun døde 4.-5. Avg. 1592 i Barselseng.
Peder J. Vinstrup, Ligpr. over H. U. (1595).
