-1487, dansk og senere svensk Rigsraad,
var Helbroder til ovennævnte Erik Axelsen T. Han var
maaske Væbner i 1442, men betegnes i 1444 som Ridder og til
Knabstrup (i Merløse Herred), en Gaard, som han sikkert har faaet
med sin Hustru Margrethe Poulsdatter Laxmand. l 1447 aftalte
Axelssønnerne, at I. og den ældre Halvbroder Aage i Forening
skulde styre den afdøde Faders Len Varberg; men at denne
Aftale er kommet til Udførelse for I.s Vedkommende, vides der intet
om (ovfr. S. 315). I alt Fald fra 1449 var nan dansk Rigsraad, i
hvilken Egenskab han i 1453 sammen med Claus Rønnov sluttede
Stilstand med Carl Knutsson i Vadstena og i Stockholm, ligesom
han i 1454 fik Fuldmagt til at deltage i et nyt Møde med
Svenskerne i Rønneby og i 1455 forhandlede med dem i Vadstena. I
1452 var han kommet i en ublidere Berøring med dem under Kong
Carls Indfald i Skaane, da hans efter Faderen arvede Gaard
Herlev blev brændt af dem; han skal den Gang i Følge en yngre
Beretning have vist sin Fædrelandskærlighed ved foreløbig at slutte
Forlig med Ærkebiskop Tuve Nielsen af Lund (med hvem han
virkelig har ligget i Strid) for i Forening med Ærkebispen efter
Evne at forsvare Landet mod Fjenden. Beretningen er dog
muligvis upaalidelig og stemmer mindre godt med I. A.s Optræden i en
senere Tid, da han afgjort satte sine egne og sin Slægts Interesser
over sit Fædrelands.I 1464 døde Broderen Philippus Axelsen, der havde efterfulgt
den ældre Halvbroder Oluf som Styrer af Gulland, og Hr. L, der
s. A. havde deltaget i et dansk Gesandtskab til Preussen, overtog
derefter, foreløbig som Kong Christians Mand, Gulland, der havde
været Olufs Pant. Hvad der har bevirket, at I. A. ved denne
Tid begyndte at nærme sig det svenske Selvstændighedsparti og
derved slog ind paa en Bane, der vel kunde aabne ham store
Muligheder i Sverige, men maatte bringe hele hans Stilling i
Danmark i Fare, vides ikke; han har i alt Fald ikke saaledes som
Broderen Erik kunnet være misfornøjet med, at han.ikke paa ny
opnaaede en fremtrædende Plads i Sverige, da han ikke tidligere
havde beklædt en saadan. Men vist er det, at der i Okt. 1465
udfærdigedes en pavelig Dispensation for I. A. -- der da maa
have været Enkemand, og det ikke blot efter Margrethe Laxmand,
men ogsaa efter en senere Hustru, Marine, Datter af Torbern Bille
(II, 259) -- til at ægte sin Slægtning Kong Carl Knutssons Datter
Magdalene. Det følgende Efteraar, paa Unionsmødet i Nykøping,
hvor I. A. mødte som dansk Repræsentant, fandt Brylluppet Sted,
samtidig med at Hr. I.s Datter Beate ægtede den daværende
Tilhænger af det svenske Selvstændighedsparti Arvid Trolle. Hertil
kom nu den Beslutning, som Svenskerne, til Dels paa Foranledning
af ham, toge paa Nykøpingmødet om Carl Knutssons Gods (ovfr.
S. 323), og den derefter følgende Indsættelse af Erik Axelsen som
svensk Rigsforstander; begge Dele maatte i høj Grad vække
Christian I's Vrede mod Axelssønnerne. Rimeligvis som en Følge
heraf fratog Kongen Philippus Axelsens Arvinger Tranekjær; men
dette, bevirkede atter, at Erik og I. A. sendte Kongen deres
Op-sigelsesbreve, I. A. ved Pinsetid 1467. Hr. L, der fra nu af sad
som faktisk uafhængig Hersker paa Gulland i 20 Aar, undsatte
derpaa Erik i Stockholm i Sommeren 1467; men formodentlig
allerede den Gang var saa vel deres som den tredje Broder Laurens'
Gods i Danmark blevet tildømt Kroneri. Af Ejendomme havde
I. A. foruden Herlev Lillø, ligeledes i Gers Herred, og af Len
Sølvitsborg samt Gers og Villands Herreder og Væ By, alt i Pant.
Kongen lod nu Sølvitsborg og Lillø belejre, og i Sept. maatte
Besætningen paa Sølvitsborg overgive Slottet. Lillø derimod holdt sig
i Vinteren 1467-68, og det lykkedes I. A. i 1468 at bringe
Gaarden Undsætning, men ved Midfastetid s. A. blev Kongen dog Hfcrre
over Lillø, som han lod nedrive. De Forsøg, som gjordes paa at
bringe et Forlig i Stand mellem Kongen og Hr. I. (ved Møder i
Halmstad 1468 og i Lybek 1469), førte foreløbig ikke til noget.
I Sverige havde i Marts 1468 de paa et Møde i Ørebro
tilstedeværende Rigsraader lovet, at naar Kong Carl døde, vilde de
have hans Svigersøn I. A. (der sagtens allerede nu var svensk
Rigsraad) til deres fuldmægtige Høvedsmand, indtil det hele
Rigsraad kom sammen og blev enigt om en ny Regent. I Okt. 1469,
da Carl Knutssons svenske Modstandere atter rejste sig, bleve I. A.s
Hustru Magdalene og Svigersøn Arvid Trolle m. fl. tagne til Fange
i Vadstena af Erik Carlsson Vasa-, men Fangenskabet har dog
næppe varet længe. Det følgende Aar døde Carl Knutsson; paa
sit Dødsleje havde han overdraget Sten Sture at forestaa Riget
uden at tage Hensyn til det Løfte, som 2 Aar før var givet I. A.
Foreløbig mærkes der dog ikke af den Grund nogen Uvilje mellem
I. A. og Sten Sture, af hvilke den første efterhaanden havde faaet
og fik forskjellige svenske Len, saaledes Stäkeborg. Gulland
stillede han derimod ikke i Afhængighed af Sverige; da Hanseaterne
klagede over de Kaperier, de gullandske Udliggere forøvede, havde
Carl Knutsson kort før sin Død svaret, at han ingen Magt havde
paa Øen, som I. A. holdt til Kong Christians Haand, indtil han
fik betalt, hvad Christian skyldte ham og hans Broderbørn,
hvorefter han agtede at overgive den danske Konge Øen. Ved
Fredsmødet i Kalmar 1472 mellem Danmark og Sverige bestemtes bl. a.
for I. A.s Vedkommende, at han foreløbig skulde have Gers
Herred, Væ og Villands Herred tilbage, indtil det kunde blive
paadømt, hvorvidt disse Len tilkom ham eller Kongen, og en lignende
Dom skulde fældes om Sølvitsborg, uden at Hr. I. dog skulde
have dette Len tilbage inden Dommens Afsigelse. I. A. var
tilstede som svensk Prokurator paa de følgende Kalmarmøder 1473,
1474 og 1476, men til Trods for de i 1473 og 1474 fra dansk Side
gjentagne Løfter er det aabenbart, at den Dom, som var stillet i
Udsigt 1472, aldrig er bleven afsagt. I 1476 erklærede Hr. I. over
for Kong Christian selv, at han hidtil havde holdt Visborg til
Kongens og Danmarks Krones Haand og ogsaa agtede at
vedblive hermed i Fremtiden, en Erklæring, der ganske vist foreløbig
ikke fik praktisk Betydning.
Der kunde ved denne Tid være Grund for I. A. til at stille
sig i et nogenlunde taaleligt Forhold til Danmark, da han efterhaanden
vakte sig Uvenner paa andre Kanter. At han ligesom
Broderen Erik havde blandet sig i den liflandske Ordens Anliggender,
havde mindre at sige, da ogsaa den svenske Regering snart
efter gjorde det samme. Hansestædernes Vrede havde han vakt
allerede i Carl Knutssons sidste Tid, i det de Udliggere, han
udsendte fra Gulland, gjorde Skibsfarten usikker. Dette var ikke
blevet bedre siden da, og en Tid lang gik hans Kaperier især ud
over Hollænderne; men det fik dog ingen større Betydning, saa
længe Hr. I. stod paa en god Fod med Sten Sture. Men i 1481
døde I. A.s Broder Erik efter at have overdraget Slotslovene over
sine omfattende finske Len til Brødrene I. og Laurens (ovfr. S. 323),
Sten Sture, der maatte være meget misfornøjet med en saadan
Magtudvidelse for Hr. I. og Broderen, søgte at faa Lenene tilbage
under Kronen, og Forhandlingerne førte endelig i 1483 efter
Laurens' Død til en Overenskomst mellem I. A. og Sten Sture,
hvorved den første afstod Erik Axelsens finske Len (Viborg, Tavastehus
og St. Olofsborg) mod at faa Borgholm med Øland for
Livstid og ligesaa Raseborg Len, som Laurens Axelsen selv havde haft,
og som dennes Børn nu skulde have Ret til at beholde i et vist
Antal Aar efter Hr. I.s Død. Et Par Maaneder efter var I. A.
som svensk Sendebud tilstede ved det Unionsmøde i Kalmar, hvor
Kalmar Reces vedtoges, ligesom han baade i 1482 og 1484 deltog
i Møder mellem danske og svenske i den samme By. Men i det
sidstnævnte Aar, 1484, skal Hr. I. ved et Raadsmøde i Stockholm
have søgt at faa Sten Sture afsat som Rigsforstander og sin
Svigersøn Arvid Trolle indsat i hans Sted. Hans Kaperier fremkaldte
imidlertid fremdeles Misfornøjelse hos de søfarende, der vendte sig
med Klager til den svenske Regering; og da den egenmægtige
Maade, hvorpaa I. A. styrede sine svenske Len, ogsaa vakte Sten
Stures Vrede, og Forsøg paa at udjævne Stridspunkterne ad fredelig
Vej mislykkedes, i det Hr. I. ikke vilde møde til Forhandlinger
med Rigsforstanderen, begyndte denne endelig i 1487 at belejre
Borgholm, hvor hans Modstander da opholdt sig, ligesom han
sagtens ved samme Tid, lod Stäkeborg og Raseborg indeslutte.
Naar I. A. saa længe havde kunnet holde sig i sin faktiske
Uafhængighed paa Gulland, laa det naturligvis i, at man hverken
i Danmark eller Sverige havde turdet gribe til de yderste
Forholdsregler mod ham af Frygt for, at han derved skulde drives til fuldt
ud at kaste sig i det andet Riges Arme og skaffe dette den
betydelige Fordel, som Herredømmet over den vigtige Østersøø vilde
give. Nu havde Sten Sture imidlertid begyndt Angrebet, og det
viste sig da snart, hvor usikker Hr. I.s Stilling under disse Forhold
var. Ikke længe efter, at Belejringen af Borgholm var begyndt,
lykkedes det ham i Febr. 1487 ved Nattetid at slippe over til Visby
i en Baad, i det han efterlod sin Hustru paa Borgholm; men da
han mistvivlede om alene at kunne tage det op med Sten Sture,
traadte han i Forbindelse med Kong Hans og lovede at overgive
ham Gulland. En dansk Flaade afsejlede nu til Gulland, og Slottet
og Øen kom uden Vanskeligheder i Kongens Hænder; i Juni
hyldedes Kong Hans i Visby af Befolkningen, ligesom I. A. aflagde
Troskabsed til ham og derpaa blev taget til Naade igjen. Besætningen
paa Stäkeborg havde vistnok i Maj maattet overgive Sten Sture
Slottet, og ogsaa Raseborg overgav sig, og efter Visborgs Overgivelse
havde Kong Hans en Sammenkomst med Sten Sture, ved hvilken
denne forpligtede sig til at oplade Kongen Sverige, medens Kongen
til Gjengjæld lovede, at Hr. I. skulde overgive Sten Sture Øland
og Borgholm. Hr. I. søgte at unddrage sig denne Forpligtelse,
men Kongen nødte ham til at opfylde den, og Hr. I. tog derpaa
med sin Hustru Magdalene, der havde været paa Borgholm lige
til Slottets Overgivelse, Ophold paa Lillø. Han var nu en slagen
Mand; sin uafhængige Stilling paa Gulland, hvor Kong Hans
indsatte en anden Lensmand, havde han mistet og ligesaa sine svenske
Len; og at han har faaet sine tidligere danske Pantelen tilbage,
kan ikke antages, ligesom der heller ikke er Tale om, at han atter
blev optaget i det danske Rigsraad. Han overlevede ikke længe
sit Nederlag; 1. Okt. 1487 døde han, og 8 Aar senere, 1495
(o. 24. Avg.), fulgte hans Hustru ham i Graven. Den mærkelige
Stilling, han i en Snes Aar havde kunnet indtage som en i
Virkeligheden uafhængig Fyrste paa Gulland, vidner selvfølgelig om en
betydelig Begavelse; men at hans Magt dog først og fremmest
beroede paa Modsætningen mellem Danmark og Sverige og ikke
havde noget naturligt Grundlag, fremgaar klart af den Hurtighed,
hvormed den knækkedes i 1487.
Styffe, Bidrag t. Skandinaviens hist. III-IV.
P. v. Möller, Bidrag t. Hallands hist. I, 127 ff.
