Riksråd Peder Skram

Da Efterretningen orn Christian II's Landing i Norge i
Slutningen af 1531 var naaet til Danmark, maatte man her være betænkt
paa at undsætte Akershus, saa snart Vinteren tillod det. I
Begyndelsen af Marts 1532 afsejlede fra Kjøbenhavn en lille lybsk Flaade
og et Par danske Skibe, de sidste under P. S. med Tile Giseler
som søkyndig Underfører. Ved Tønsberg bemægtigede man sig
5 af Kong Christians Skibe, men Farten til Akershus hindredes af
Isen. Efter en besværlig Isning og Skjærmydsler paa den frosne
Oslo Fjord naaede Flaaden dog op forbi Hovedøen, og om Natten
sendtes 30-40 Mand over Isen til Slottet med Krudt og med
Løfte om, at der snart skulde komme en større Undsætning. Efter
at have stukket Ild paa Hovedøens Kloster og brandskattet langs
Fjorden vendte Flaaden derpaa tilbage til Øresund, hvor den
ankom midt i April. Da den store dansk-hanseatiske Flaade endelig
i de første Dage af Maj gik under Sejl fra Kjøbenhavn, var P. S.
med om Bord, dog nu ikke længer indtagende en overordnet
Førers Stilling. I Spidsen for Expeditionen stod en Kommission
af 3 Medlemmer, hvis første Mand var Biskop Knud Gyldenstjerne,
og dens Virksomhed blev ogsaa mere underhandlende end af
krigersk Art. Allerede en halv Snes Dage efter Flaadens Ankomst
til Oslo sendtes P. S. og en tysk Landsknægtoberst ned til
Danmark for at give Frederik I en Fremstilling af Situationen og
hidkalde Forstærkning; men da de kom tilbage til Lejren ved Oslo
(30. Juni) med den Besked, at Kongen forbød at indgaa
Overenskomst med Kong Christian, som med Magt skulde fordrives fra
Norge, vare Underhandlingerne mellem Kommissærerne og Chri-
stian II paa det nærmeste afsluttede, og i det man da foretrak
intet Hensyn at tage til den nye Ordre, afsluttedes et Par Dage
senere den endelige Overenskomst. Som bekjendt bleve de i denne
og i Lejdebrevet for Kong Christian af Kommissærerne indgaaede
Løfter ikke holdte af den danske Regering (jvfr. VI, 380 f.), men
det er betegnende, at P. S.s Navn ikke findes under de 2
Dokumenter ved Siden af saa mange andres; det turde vise, at han
havde Følelsen af, at man gik videre, end man var berettiget til,
og indlod sig paa et Dobbeltspil, der var hans ærlige Natur imod.
Medens en alvorlig Dadel rammer saa at sige alle, der havde
Andel i hin troløse eller tvetydige Handel, staar P. S. uden Plet
paa sit gode Navn.

Det var vistnok til Belønning for hans Optræden i Krigen,
at han i Efteraaret 1532 forlenedes med Ski Syssel (Bratsberg Len)
i Norge for 10 Aar (beholdt det til 1545), men allerede det
følgende Foraar mistede han i Frederik I en Herre, der efter hans
Hustrus Vidnesbyrd havde været ham som en Fader. Under den
bevægede Herredag, som derpaa s. A. holdtes i Kjøbenhavn,
fejredes med stor Højtidelighed i Overværelse af 6 Biskopper og en
udvalgt Skare af Landets Højadel hans Trolovelse med den
19-aarige Elsebe Krabbe (IX, 382), og derefter drog han til sit Len
i Norge med en Anbefaling til det derværende Rigsraad fra sin
Svigerfader, Marsken Tyge Krabbe. Maaske er han bleven der
oppe i nogen Tid, thi i det første Aar af Grevefejden nævnes han
ikke. I Begyndelsen af 1535 havde han Bryllup paa Helsingborg,
Svigerfaderens Forlening, og kort efter, ved Paasketid, rejste han
til Stockholm paa Befaling af Christian III, hvis Parti han, som
naturligt var, havde sluttet sig til.

Den svenske Konge havde nylig i Samtale med Kong
Christians Afsendinger opkastet det Spørgsmaal, hvor han skulde faa
en dygtig Mand til Admiral for sin Flaade, og de havde da givet
ham Anvisning paa P. S., hvem de priste i høje Toner.
Allermindst for en saa mistroisk Mand som Gustav I var denne
Anbefaling tilstrækkelig, og han vilde derfor selv lade forhøre, hvorvidt
P. S. virkelig var saa dygtig, som han havde Ord for, men inden
han kunde faa Besked herom, indfandt P. S. sig imidlertid selv i
Stockholm. I de første Dage af Maj gik den svenske Flaade
under Sejl, og om Bord paa det svenske Admiralskib befandt sig
da P. S. og den svenske Admiral Mans Svensson Some.
Spørgsmaalet om, i hvilket Kommandoforhold disse 2 Mænd stode til hin-
anden, har med rette tildraget sig Opmærksomheden. Elsebe Krabbe,
som har skildret sin Mands Levned, hævder, at han var «øverste
Admiral» over den svenske Orlogsflaade og ligeledes over de
danske og preussiske Skibe, som i Maj forenede sig med den under
Gulland; men det lader sig ikke nægte, at Fru Elsebes Skildring,
som nærmest er at opfatte som et Forsvarsskrift, ikke paa alle
Punkter er fuldt paalidelig, i det hun i ikke ringe Grad
overdriver den af hendes Husbond spillede Rolle. Svenske Historikere
have da ogsaa i den nyeste Tid taget til Orde imod hendes
Fremstilling af Kommandoforholdet paa den svenske Flaade, medens
man fra dansk og tysk Side har forsvaret den. Ved skarpsindige
Fortolkninger af Ytringer i Gustav I's Skrivelser har man søgt at
udrede Forholdet, men den Slags Fortolkninger ere mislige, fordi
man saa let kommer til at læse mere og andet ud af Ordene, end
der efter Brevskriverens Mening skulde staa i dem, og saa længe
der ikke kan bringes nyt Materiale til Veje, maa man derfor
vistnok sige, at Striden ikke kan afgjøres. Hvorledes Forholdet mellem
P. S. og Mans Svensson nu imidlertid har været ordnet de jure,
ser det dog nærmest ud til, at den førstnævnte, i hvert Fald til
Tider, faktisk har været den ledende.

Efter at Flaaderne havde samlet sig ved Gulland, stødte de
9. Juni under Bornholm paa Hanseaternes og Grev Christoffers i
Antal betydelig underlegne Flaade. Det var egentlig kun det
svenske Admiralskib, som paa de allieredes Vegne under en
flyvende Storm kæmpede en varm Kamp med det grevelige
Hovedskib. Det sidste blev ilde tilredt, men undgik dog at blive taget
og trak sig med sine Sekundanter tilbage til Sundet, medens den
forbundne Flaade styrede over mod de fynske Farvande, hvor en
Afdeling af den ved Svendborg en Uge senere erobrede en hel
lybsk Flaade, som den i Land flygtende Besætning forgjæves havde
søgt at opbrænde. De allierede bemægtigede sig derpaa
Langeland med Tranekjær og Korsør, hvorved de kongelige Troppers
Overgang over Store Bælt lettedes. Paa den videre Fart langs
Kysterne af Laaland, Falster og Møen brandskattedes disse Øer,
men da P. S. forbød al Plyndring, fremkaldte dette Forbud stor
Forbitrelse, og Krigsfolket paa det svenske Admiralskib, hvor han
endnu stadig opholdt sig, gjorde Mytteri og havde nær dræbt ham.
Christian III, hvem han tilmeldte dette, lod Sagen undersøge, men
de fremmede Befalingsmænd, hvem Undersøgelsen overdroges, gave
P. S. det Vidnesbyrd, at han havde skikket sig mod dem alle som
?n ærlig Mand, og at man ikke havde anden Beskyldning mod
ham end den, at han ikke vilde tilstede Folkene at plyndre. Den
forenede Flaade var imidlertid midt i Juli kommen til Øresund,
hvor det blev dens vigtigste Opgave at blokere Kjøbenhavn, Malmø
og Landskrone. Omtrent ved denne Tid var det vistnok, at P. S.
flyttede sin Kommando over paa et dansk Skib, et af de ved
Svendborg tagne. Saa meget mere Grund til denne Forandring
var der, som man fra dansk Side næppe i Længden kunde gjøre
sikker Regning paa de svenske Skibes fulde Understøttelse. I
Begyndelsen af Avg. paalagde Gustav I, mistænksom som altid, Mans
Svensson at holde sig mere tilbage og udtalte Ønsket om, at han
kunde skille sig af med P. S.; «kanske han bliver os lidet god
eller til Nytte herefter». Ud paa Efteraaret kom de vendiske
Stæders store Flaade til Øresund for at undsætte det haardt
belejrede Kjøbenhavn, og i en Skjærmydsel med den fik P. S. et
alvorligt Saar i Benet, saa at han maatte bringes i Land og
overgive Kommandoen til en anden; men det store Sammenstød, man
skulde have ventet, udeblev, og faa Dage efter sejlede de
hansea-tiske Skibe hjem igjen, saa at sige med uforrettet Sag. Kort efter
gik den forbundne Flaade i Vinterhavn i Landskrone, der havde
overgivet sig til Christian III, og ved Juletid kunde P. S. igjen
overtage Befalingen. Vinteren blev Stræng, og først i Slutningen
af Marts 1536 lykkedes det P, S. at slippe ud i aabent Vand.
Efter et lille Krydstogt i Østersøen syd for Falster og Laaland
vendte Flaaden tilbage til Sundet og lagde sig paa ny for
Kjøbenhavn, men den formindskedes nu stærkt, da de svenske Skibe
kaldtes hjem. Til at forrette sin Vagttjeneste var den imidlertid
talrig nok. Endelig overgav Byen sig i de sidste Dage af Juli.

Om P. S.s Deltagelse i disse Krigens forskjellige Begivenheder
vides kun lidet, men ét staar fast: han vandt i den Tilnavnet
«Danmarks Vovehalse (oprindelig: Vovehals for Danmark), som
siden uudslettelig har været knyttet til ham. Lad saa være, at
hans beundrende Hustru har overdrevet sin Skildring, har givet
ham Æren for mere, end der strængt tilkommer ham, dette
Tilnavn, der hverken skriver sig fra hendes eller Datterens
Optegnelser, men har holdt sig i mundtlig Overlevering, indtil det 100 Aar
efter hans Død kom frem i Litteraturen, indeholder en Folkedom,
som ikke kan skydes til Side. Det er givet den Mand, som mere
end nogen anden dansk Kriger har bidraget til at knække
Han-saens Overvælde i Østersøen.
Hans Konges Anerkjendelse udeblev ikke. Allerede i 1536
forlenedes han med Harritsborg ved Roskilde, som han det
følgende Aar ombyttede med det vigtige Helsingborg, hvilket
Svigerfaderen maatte fratræde. Ved Kroningen 1537 sloges han til
Ridder, i det Kongen talte varme Lovord til ham, og omtrent
samtidig fik han Sæde i Rigsraadet. Helsingborg indehavde han til
1555 med Undtagelse af Aaret 1547-48, da han var Lensmand
paa Roskildegaard. Desuden havde han Baadstad Len 1542-58,
Landskrone 1548-55, Halmstad Herred 1557-58 og 1568-72 og
sin gamle norske Forlening Bratsberg med Ski Syssel og Gimsø
Kloster 1565-72. Længst var han dog Lensmand paa Laholm
(fra 1558 til sin Død); her, nær ved den svenske Grænse, sad han
paa Vagt i Fredens som i Krigens Dage. Ogsaa efter Afslutningen
af Grevens Fejde var han knyttet til Flaaden. I et af de første
Aar derefter var han i stor Livsfare, da en voldsom Storm havde
berøvet hans Skib dets Master, og Baaden, hvormed han vilde gaa
i Land, kuldsejlede i Brændingen; sin store A åndsnærværelse skyldte
han sin Redning.

P. S., en stærkt bygget Skikkelse af Middelhøjde med
hvidgult Haar og Skjæg, var i Sind som i Skind en ægte dansk Natur,
og det er derfor ikke underligt, at han i Rigsraadet blev Talsmand
for en dansk Politik og derved en Modstander af Holstenerne,
som i de første Aar af Christian III's Regering havde saa meget
at sige. Følelsen af Uvilje var gjensidig, men den danske Retning
gik af med Sejeren. Ved de 2 nordiske Kongers Sammenkomst i
Brømsebro 1541 var P. S. tilstede, og da der i det følgende Aar
udbrød Uroligheder i Smaaland (Dackefejden), var han Fører for
den lille danske Styrke, som rykkede ud for at støtte den svenske
Konge, men som hurtig vendte hjem igjen uden at have udrettet
noget. Den Flaade, som 1548 førte den danske Kongesøn til
Hyl-ding i Oslo, var P. S. Admiral for, men han følte sig snart [for
gammel til at fare til Søs, og 1555 opgav han sin Stilling i
Flaaden. Medens han 1551 og de nærmest følgende Aar bl. a. ledede
Befæstningsarbejderne ved Landskrone og Opførelsen af Slottet der,
1554-55 var med at afstikke Grænser mellem Danmark og
Sverige og 1558 for en Tid havde et Overtilsyn i Skaane, deltog han
desuden i disse Aar meget i Rigsraadsmøder og sad ofte i
Kongens Retterting.

1563 udbrød den nordiske Syvaarskrig. At en Krig stod for
Døren, laa i Luften, og allerede tidlig paa Foraaret udnævntes P.
S. til øverste Proviantmester i Halland. Inden det egentlige
Fejdebrev var udstedt, kom der Anmodning til ham fra Frederik II om
at overtage Overkommandoen til Søs, og den gamle Helt svigtede
ikke. Med en stor Flaade stak han i Begyndelsen af Avg. i Søen,
forenede sig med en mindre lybsk Flaade og havde n. Sept. ved
Gulland en Træfning med en svensk Flaade under Jacob Bagge.
Denne blev tvungen til at søge ind i Skjærgaarden, og dermed
var Krigen til Søs afsluttet for det Aar. De store Forventninger,
man havde knyttet til P. S.s prøvede Dygtighed, bleve saaledes
skuffede. Ligesom Erik XIV lod sin Admiral høre ilde, fordi han
intet foretog sig, saaledes bebrejdede Frederik II i ret skarpe Ord
P. S. hans Uvirksomhed. Bebrejdelsen var dog næppe fortjent,
hvorimod Kongen maaske havde mere Ret, naar han klagede over
Mangel paa Efterretninger fra Flaaden. Det blev sidste Gang, P.
S. førte Kommandoen til Søs; da Flaaden næste Foraar løb ud,
var Herluf Trolle dens øverste Befalingsmand.

Om Vinteren (1563-64) var P. S. syg, maaske som en Følge
af Opholdet om Bord, men da han var kommen sig, vendte han
tilbage til Laholm. Han havde nu forladt den store
Krigsskueplads, men her i hans Hjem skulde Krigen endnu hjemsøge ham,
i det han 2 Gange blev angreben af de svenske. Første Gang
kom de for Laholm i Jan. 1565. Han erklærede, at han aldrig
vilde give sig fangen, «medens der var varmt om hans Hjærte»,
og hans højsindede Hustru, der viste sit Mod ved at færdes paa
Muren og give Ordre til at fyre paa Fjenden, svarede, at man
aldrig skulde føre hende levende til Sverige, «saafremt Ord kunde
komme hende af med Livet». Blottede for Belejringsskyts kunde
Svenskerne imidlertid intet udrette mod Slottet, og de droge derfor
bort efter at have afbrændt Byen. I taknemmelig Ihukommelse af
den overstaaede Fare stiftede Ægteparret paa Femaarsdagen
derefter et Legat for fattige Skoledrenge i Kjøbenhavn. Anden Gang,
Laholm blev hjemsøgt af Fjenden, var i Marts 1568, men ogsaa
denne Gang holdt Slottet Stand. For sidste Gang var P. S. i Ilden,
50 Aar efter hans første Deltagelse i Krigens blodige Leg. Medens
han saaledes tappert værgede om den ham betroede Fæstning, led
han personlig store Tab. Hans Gods i Halland blev gjentagende
hærget og brændt, Hovedgaarden Skedal ødelagdes ved Ild (1566),
ja selv af de danske Tropper tilføjedes der hans Ejendomme
Overlast. Tungere end disse Tab, hvorfor han dog til Dels fik Erstat-
ning paa forskjellig Vis af Kongen, var det imidlertid, at han i
Løbet af ét Aar (1566) mistede 4 Sønner, dog ikke for Fjendehaand.

Disse Sorger og andre lignende - af hans 18 Børn døde
over Halvdelen før ham - overlevede han, ligesaa Krigens
Udgang. 1578 blev han Enkemand, og mæt af Dage bortkaldtes han
selv ii. Juli 1581 paa sin Gaard Urup. Foruden denne Gaard,
hvis Tilliggende han øgede, og hvor han opførte en statelig
Hovedbygning, og Skedal ejede han Lillerup og Tingstedholm, begge i
Nærheden af Urup. I Sognekirken hertil, Østbirk Kirke, hvortil
han 1560 erhvervede Patronatsret, fandt han og hans Hustru deres
sidste Hvilested, indtil deres Levninger i Midten af det 19.
Aarhundrede flyttedes ud paa Kirkegaarden, og her rejstes 1886 en
Mindesten over dem.

P. S., der fra sin Ungdom var uddannet i al ridderlig Idræt,
var i Besiddelse af stor legemlig Styrke og Haardførhed. Han var,
siger hans Datter, «gruelig hastig», og et Vidnesbyrd herom er jo
det ovenfor omtalte Drab, han lod udføre; men han var en aaben,
ærlig Natur, ikke bange for at sige sin Mening, tillige en
vennesæl Mand med en lykkelig Evne til at forlige Folk. Han var ikke
blot en varm P'ædrelandsven og en dygtig Kriger, men ogsaa en
ædel Personlighed.