Sidsel Jensdatter Ulfstand

~med godsejer, rigsråd ?Knud Pedersen Gyldenstierne, *ca. 1480, †20.6.1552 på Kalundborg Slot, s. af godsejer Peder Nielsen G. og Regitze Torbensdatter Bille.

Børn: ?Peder (1533), Hildebrand (ca. 1535), ?Axel (ca. 1542), Regitze, Margrethe, Karen, Lisbeth.

SUs fader hørte til rigets fremtrædende mænd med flere lensmandsposter, bl.a. på Gotland. På sit eget gods Glimminge i Skåne lod han omkring år 1500 formentlig med westfalske ?Adam van Düren som bygmester opføre det markante stenhus Glimmingehus. Senest i 1532 holdt SU bryllup med rigsråd Knud Pedersen Gyldenstierne til Tim ved Ringkøbing, en mand, der aktivt havde deltaget i de politiske begivenheder siden sine unge dage. Nu var han lensmand på Nykøbing Slot på Falster, hvor SU i 1533 fødte deres første barn. Det følgende år udbrød Grevens Fejde, der kom til at gribe kraftigt ind i parrets tilværelse, idet Gyldenstierne var blandt de danske adelsmænd, der i 1535 blev fængslet af grev ?Christoffer og først fik sin frihed efter Kbh.s overgivelse til ?Christian 3. halvandet år senere. Gyldenstierne genindtog sin plads i rigsrådet og blev nu lensmand på Kalundborg Slot, hvor SU har boet under samme tag som den afsatte ?Christian 2., der i sine sidste år havde sit eget lille hof her.

Da SU blev enke i 1552 var i hvert fald et af hendes syv børn umyndig. Hun skiftede med dem i 1555, og de fik udlagt deres arv efterhånden, som de blev myndige. Materialet i hendes og gemalens velbevarede arkiv viser, at hun var en energisk og dygtig kvinde med stor økonomisk sans og mange gøremål. Først og fremmest skulle de store jordbesiddelser passes. Det drejede sig om Ljungby i Skåne, Tim i Nørrejylland og senere Bønnet på Falster, som SU arvede efter sine barnløse brødre ?Arvid U. og ?Gert U. Hertil kom hendes afdøde mands len, Villands herred i Skåne, som hun fik livsbrev på i 1554. Under Syvårskrigen 1563-70 lånte hun kronen penge mod pantegods i Ramsø og Tune herreder på Sjælland. Dette pantegods blev indløst igen i 1574.

Som lensmand i Villands herred fik SU i høj grad brug for sine talenter under Syvårskrigen, da hun år efter år bl.a. skulle skaffe tilførsler til hæren, udskrive bønder til krigstjeneste, inddrive skatter og sørge for reparationer af veje, broer og fæstningsværker i et uroligt grænseområde. Som om det ikke var rigeligt, havde hun også sin gang ved hoffet. I 1559 var hun blandt de fruer, der fik til opgave at “drage”, dvs. beklæde væggene med klæde og gobeliner, den store og lille sal på Kbh.s Slot. Breve fra ?Frederik 2.s kammerjunker Eggert Ulfeldt vidner om, at hun fra 1565 syede kongens skjorter og førte tilsyn med hans mere intime garderobe.

SU opholdt sig mest på Ljungby, men boede også jævnligt på Bønnet, hvor hun havde kaldsret til sognekirken i Horbelev fra 1565. Hun lagde vægt på, at hendes præster førte et sømmeligt levned. En af dem, hr. Jakob, har åbenbart haft svært ved at leve op til kravene og haft så stor respekt for hende, at han måtte have lensmanden til at bede om godt vejr for sig. Hun må have været noget af en personlighed, hvad også sønnen Axels breve til hende vidner om. Han forsikrede hende bl.a. om, at han nok skulle lade være med at bruge sine penge på unyttige sager. Når han som hofmand var blevet tilsagt af hofmarskallen og ikke havde nået at tale med hende, havde han travlt med at sikre sig, at hun ikke var vred på ham. Men når han bad hende om penge, fik han dem. Hun førte dog omhyggeligt regnskab over hans lån og tilbagebetalinger. De andre arvinger skulle ikke forfordeles.

Relief på ægtefællens ligsten i Kalundborg Kirke.