Erik Krummedige

Fra dette Øjeblik af er E. K.s Historie en
Menneskealder igjennem uopløselig forbundet med
med dets store Underliggende til Dronningen,
overdrog denne det som Len til E. K.; ogsaa paa
anden Vis spores det, at han har staaet % i Gunst
hos den danske Dronning. Snart kom dog det Øjeblik,
da Enkehertuginden og hendes Raadgivere mærkede, at
Margrethe trak Nettet stedse fastere sammen om dem-
de brøde saa igjennem og E. K. forrest af alle. Fra
dansk Side klagede man over, at han begik Fredsbrud,
og fra 1410 var det aaben Kamp, om end stadig afbrudt
af Forlig-, midt under et saadant erobrede E. K. Byen
Flensborg ved et natligt Overfald (1411). Endnu
i Danehofsdommen 1413 nævnes han som Hertuginde
Elisabeths fornemste Raadgiver og Modstander af den
danske Konge.

Kort efter skiftede imidlertid E. K. Parti, og
sammen med ham gik en hel Række af holstenske
Slesvigere over til Kong Erik- de have vel anset
videre Modstand for haabløs og i Tide villet slutte
sig til Sejerherren; mulig har ogsaa personlig
Antipathi imod Grevebiskoppen Henrik spillet en Rolle
herved. E. K. selv fik strax den største Indflydelse i
den danske Konges Raad; han nævnes senere undertiden
med Titelen Hofmester (magister curiæ), og han
fremtræder atter og atter som den, der er Eriks mest
betroede Mand. Ved alle de følgende Aars talrige
Forhandlinger med Holstenerne og Hansestæderne er det
som Regel ham, der fører Ordet -, til ham er det, man
henvender sig, naar man vil have sat noget igjennem
hos Kongen, og fremfor alt i Eriks sønderjyske Politik
har han sikkert været den ledende Aand. Det har jo
for ham ogsaa været en Kamp for hans hele Velfærd;
i Hertugdømmet havde han sine egne Godser, og disse
laa endda saa langt imod Syd, at de vare højst udsatte
under den hele Strid. En Tid kunde E. K. triumfere;
Kong Eriks Politik syntes at lykkes, og det danske
Herredømme naaede over næsten hele Sønderjylland;
Staden Slesvig blev erobret, og da den ved et Forlig
foreløbig overgaves til Hansestædernes Varetægt,
betroede disse den til E. K. (1417). Senere gik det
anderledes; Skridt for Skridt trængte Holstenerne
atter frem, og Kampen endte som bekjendt med, at de
gjen-erhvervede omtrent hele Sønderjylland. Afgjørende
var det især, at de 1431 erobrede Byen Flensborg; selv
forsøgte E. K., der ellers mere synes at have været
Diplomat end Kriger, nu at undsætte den ved Flensborg
anlagte Borg med en Flaade, men det mislykkedes,
og den maatte overgive sig; i samme Aar faldt ogsaa
hans egen Gaard Rundtoft i Modstandernes Hænder og
blev jævnet med Jorden.
Saaledes havde E. K. mistet sit oprindelige
Hjem. I Danmark havde han dog fundet et nyt;
som Kongens Lensmand sad han inde med det rige
Aalholm Len paa Laaland, og alt tyder paa, at den
tyskfødte Adelsmand nu var ganske indlevet med det
danske Aristokrati. Hans sidste Leveaar vise i det
mindste, at han følte sig mere som det danske Riges
Raad end som Kong Eriks personlige Tilhænger. Med
ham i Spidsen søgte Rigsraadet at mægle mellem
Kongen og Svenskerne; paa Mødet i Kalmar 1436 var
det ham, der i Forening med en lybsk Borgmester
fældede en Voldgiftskjendelse, der langtfra var
efter Kongens Hjærte, og 2 Aar efter sendtes han
til et Møde i samme By, hvor han da var med til
at vedtage en ny Unionstraktat, hvis Aand helt
igjennem er aristokratisk. Dette er sidste Gang,
at E. K. nævnes, og han døde 14. Sept. 1439,
saaledes at han ikke har oplevet at
se Eriks Afsættelse eller det danske Rigsraads
Forbund med den Hertug Adolf, som han saa længe
havde bekæmpet. Hans talrige Børn forbleve i Danmark.