-1502, Rigshofmester, var en Søn af
Peder L. til Adserstrup og Margrethe Brahe. Han blev
opdragen hos den bekjendte Rigsraad Eggert Frille
(V, 450) og forekommer 1476 som Ejer af Nielstrup i
Fyn, men bliver for øvrigt først navnkundig omtrent
samtidig med Kong Hans' Regeringstiltrædelse og steg
i en forbavsende Fart til de højeste Værdigheder:
fra 1482 Lensmand paa Krogen, senere tillige paa
Sølvitsborg, som han havde i Pant, 1483 ved Kongens
Kroning Ridder, s. A. Rigsraad og i det mindste
fra 1490 af Rigshofmester. 1487 fulgte han Kongen
til Gulland og havde Del i de Underhandlinger med
Iver Axelsen Thott, som førte til Øens Overgivelse
til Danmark. Som Rigshofmester deltog han i disse
Aar i talrige Unionsmøder og synes at have haft
stor Indflydelse paa Kong Hans' Politik baade
over for Sverige og Hanse-stæderne. Ved sine
Slægtskabsforbindelser ogsaa med svenske Stormænd
som Thotterne og Trollerne synes han at have haft
en ikke ringe Indflydelse paa, at Kong Hans i Aaret
1497 blev indkaldt i Sverige af en Del af det svenske
Aristokrati, og at Unionen saaledes gjenoprettedes.Paa denne Tid stod P. L. paa Højden af sin Magt, men
havde ogsaa forstaaet at skaffe sig mange Fjender. Ved
Arv, Giftermaal og Godskjøb havde han erhvervet sig
en meget stor Godsrigdom. Han ejede saaledes i det
mindste 5 Hovedgaarde, nemlig Aagerup i Skaane,
Nielstrup og Sandholt i Fyn, Valden i Halland,
Asserbo i Sjælland samt 900 Bøndergaarde og desuden
Kjøbstadgaarde i adskillige Byer. Af dette Gods gav
han gavmildt til Sjælemesser for sig rundt om i Kirker
og Klostre, og det lyder smukt, naar han i et saadant
Gavebrev til vor Frue Kirke i Kjøbenhavn udtaler, at
«al den Umage, som vi gjøre os her for Verdens Gods,
kan intet hjælpe os til evindelig Salighed, med mindre
vi betænke nogen Del til Gudstjeneste, ham til Lov og
Ære, som os haver givet Sjæl og Liv og alt det Gods,
som vi have». Men alligevel synes P. L. i sine mange
Godserhvervelser at være gaaet Lovens Bogstav saa nær
som muligt. Om Asserbo havde han store Stridigheder
med sine Medarvinger, deriblandt Rigsraad Johan Oxe
til Tordsø i Skaane, og senere med dennes Søn Oluf
O. Om P. L.s Kjøb af Sandholt siges slet og ret,
at det skete «med stort Bedrag».
Størst Betydning for P. L. fik dog den store Strid,
hvori han omtr. fra 1497 tillige med en stor Del af
det Skaanske Aristokrati, navnlig Rigsraaderne Niels
Hack (VI, 442) og Oluf Stigsen Krognos (IX, 526),
kom med Lunde Ærkestol, efter at den bondefødte Birger
Gunnersen (VI, 311) i dette Aar var ble ven
Ærkebiskop. Under denne Strid, der varsler om de
store Kampe, der til sidst førte til den katholske
Kirkes Fald, holdt Rigshofmesteren stadig sin
skjær-mende Haand over sine Skaanske Frænder
og Venner. Forholdet blev endnu mere spændt, da
Ærkebispen angav for Kongen, at der i en Forsamling
hos P. L. paa Søl vitsborg kort efter Ditmarskertoget
(1500) var indgaaet et Forbund «paa Kongens argeste
og værste». Birger følte sig saa usikker, at han
kort efter tog fornyet Bekræftelse af Kongen paa
alt Ærkestolens Jordegods. Til sidst undsagde
P. L. i Kongens Nærværelse paa Helsingborg Slot
(Jan. 1501) aabenlyst Ærkebiskoppen og paaførte ham
Fejde. Ærkebispen synes i den følgende Tid endogsaa at
have holdt sig borte fra Rigsraadsmøderne. Imidlertid
udbrød der Uroligheder i Sverige under Kongens Ophold
i dette Rige. Sten Sture holdt med de misfornøjede
svenske Stormænd Møde i Vadstena og opfordrede
til Frafald fra Kongen (16. Avg. 1501). Det danske
Rigsraad søgte i Begyndelsen at optræde mæglende
og besluttede paa et Møde i Nyborg (6. Sept.) at
sende flere Raader, deriblandt P. L., Niels Hack
og Oluf Stigsen Krognos, til Vadstena i denne
Anledning. Begivenhedernes hurtige Udvikling i Sverige
hindrede dog, som det synes, denne Beslutnings
Iværksættelse. Kongen vendte tilbage til Danmark
efter at have ladet Dronning Christine blive tilbage
i Stockholm, og i Okt. holdtes et Rigsraadsmøde i
Kjøbenhavn, hvortil Ærkebispen ikke vovede at give
Møde af Frygt for P. L. Derimod indsendte han et
voldsomt Klageskrift mod denne, Niels Hack og Oluf
Stigsen Krognos med Trusel om at indstævne hele
Sagen for Pavens Domstol. Oluf Stigsen Krognos, der
var P. L.s Fætter, maatte derfor med 3 Tylvters Ed
for sit Vedkommende fralægge sig Beskyldningen for
ærerørige Udtryk om Kongen.
P. L. synes Kongen dog endnu at have skjænket sin
fulde Tiltro; der er ogsaa Antydninger til, at Kongen
i Begyndelsen af sin Regering har indtaget en mere
fjendtlig Holdning mod Hierarkiet end senere. I Aaret
1502 fulgte P. L. derpaa som Fører for Flaaden Kongen
paa dennes uheldige Tog til Stockholm for at undsætte
Dronningen. Paa Hjemtoget blev P. L. foreløbig
tilbage i Kalmar, hvor hans Datter Elses Fæstemand,
Abraham Eriksson (Gyllenstierna), var Befalingsmand,
for at sørge for Slottets Proviantering. I Kalmar
holdt han «Bursprog» med Almuen, der lovede Troskab
mod Kongen. Fra Sølvitsborg underrettede han derpaa
(13. Juni) Kongen, der imidlertid var vendt tilbage
til Kjøbenhavn, om de trufne For-
anstaltninger og vendte kort efter selv tilbage til
Kjøbenhavn; men 22. Juni, netop som han efter en
Sammenkomst med Kongen vilde begive sig til sit Hjem,
mødte han paa Højbro Lensmanden paa Ørum Slot Ebbe
Strangesen, Søn af hans Forgænger som Rigshofmester,
Hr. Strange Nielsen, og Bjørn Andersen Bjørn til
Stenalt (II, 358). De 2 «Stalbrødre» vare nylig
hjemkomne fra Toget til Sverige og havde den Dag «ædt
og drukket» med hinanden. Ebbe Strangesen f6r strax
løs paa P. L., hvorpaa ogsaa Bjørn Andersen blev
indviklet i Kampen. Rigshofmesteren blev dødelig
saaret og kastet i Vandet med de haanlige Udtryk:
«Du hedder Laxmand, du har hjemme i Vandet, svøm nu!»
Drabsmændene flygtede bort og kom i Behold til deres
Hjem. Navnlig var Ebbe Strangesen endnu i Okt. Maaned
meget ængstelig for Følgerne af «den Skade, hvori
han var kommen,» og for Kongens Vrede.
Herved modbevises de Rygter, som kort efter opstode
om Kongens Delagtighed i Mordet. Drabet skyldtes
aabenbart et tilfældigt Sammenstød af personlige
Fjender med den forhadte, hovmodige og for sin frie
og ubundne Tunge bekjendte Rigshofmester. Kongen
viste ogsaa strax stor Deltagelse; han overværede de
højtidelige, for den afdøde holdte Messer og lod sin
egen Kammervogn ledsage Liget til dets Hvilested i
vor Frue Karmeliterkloster i Helsingør. Men pludselig
skete et Omslag. 29. Juli rejste Kongen paa Ringsted
Landsting Klage mod den afdøde Rigshofmester for
at have staaet i forræderisk Forbindelse med det
svenske Rigsraad og ægget det til Ulydighed mod
Kongen, for at have sendt hemmelige Bud til Kongens
Fjender i Stockholm og for at have kaldt Kongen en
for Danmarks Rige skadelig Herre og Konge. Tillige
opfordredes Arvingerne til at svare for den dødes
Gjerninger; men da de ikke turde paatage sig dette,
tildømtes ved en Rigsraadsdom af 8. Nov. s. A. alt
den afdødes store Gods Kongen som en Erstatning for
den Skade, han havde gjort denne og Riget, og som
en Advarsel for andre i Fremtiden. Der maa saaledes
i Mellemtiden være fremkommet nye Oplysninger, der
i alt Fald maa have bestyrket Ærkebiskop Birgers
tidligere Beskyldninger. At Rigsraadet, hvor P. L.s
egne nære Frænder og Venner, Oluf Stigsen, Niels Hack
osv., nævnes blandt Dommerne, af Frygt for Kongens
Vrede skulde have fældet en bevislig uretfærdig
Dom, er i Følge hele Rigsraadets Stilling under
Kong Hans lidet sandsynligt. Blandt Gejstligheden
havde P. L. aabenbart sine største Fjender. Samtiden
tilskrev Biskopperne Jens Andersen Beldenak og Johan
Jepsen Ravensberg
den største Skyld. P. L.s Sag er et Led i den store
Kamp mellem Fyrstemagt, Adelsmagt og Præstevælde,
hvortil Begyndelsen allerede spores under Kong
Hans. Deri ligger dens Betydning.
Det haarde i Dommen ligger efter vor Tids Opfatning
mest deri, at det gik ud over Børnene. P. L. havde
været 2 Gange gift: 1. med Inger Holgersdatter Munk,
2. med Kirsten Eriksdatter Banner (senere gift med
Gjord Nielsen Drefeldt). Fru Kirsten fik paa den
tidligere Rigshofmester Erik Ottesen Rosenkrantz'
Forbøn sit Gods tilbage. Børnene af 1. Ægteskab, Else,
der var trolovet med Abraham Eriksson (Gyllenstierna),
og den endnu umyndige Peder L., fik først ved en Dom
af Frederik I i Aaret 1526 Asserbo og noget mere Gods
tilbage som Erstatning for deres Mødrenegods. Navnlig
havde Abraham Eriksson vist stor Opofrelse. Trods
Kong Hans' Opfordring havde han ikke villet bryde
Forbindelsen med den nu fattige Else L., og gjennem
Erklæringer fra det svenske Rigsraad søgte han (1512)
at bevise Svigerfaderens Uskyldighed; men disse
Erklæringer, afgivne længe efter Sten Stures Død,
synes man ikke at have tillagt nogen Betydning.
Hist. Tidsskr. III.
Allen, De tre nord. Rigers Hist. I, 280 ff.
Paludan-Müller, De første Konger af den oldenb. Slægt S. 221 ff.
Saml. t Skånes hist. II og III.
Mollerup, Bille-Ættens Hist. I, 293 ff.
