1347, tilhørte en gammel og højt anset nørrejysk Adelsslægt og fremtræder selv først i Christoffer II's Tid. Da denne Konge kom i Strid med de Raadgivere, han havde arvet fra sin Broder, udnævnte han P. V. til sin Marsk i Stedet for Ludvig Albertsen (Eberstein IV, 401) og sendte ham imod denne, der havde sat sig fast paa Hammershus; det lykkedes ogsaa P. V. at indtage den stærke Borg. Aaret efter blev Christoffer imidlertid fordrevet (1326), og P. V. mistede sin høje Stilling. Han traadte dog i Tjeneste hos Modkongen Valdemar og nævnes som dennes Raad, men da Christoffer vendte tilbage til Riget, sluttede han sig atter til ham og blev hans Drost, uden for øvrigt, som det synes, at komme til at spille nogen større Rolle. I den følgende kongeløse Tid hører man næsten intet til P. V., men da Valdemar Atterdag havde vundet Kronen, træder han frem i forreste Række blandt denne Konges Mænd; han indtog atter Stillingen som Drost, hvad han dog hurtig opgav. Allerede 1347 nævnes hans Hustru Arine som Enke. P. V. efterlod sig et Par Sønner, og hans Døtre vare indgiftede i Jyllands største Slægter; den ene havde saaledes ægtet Erik Nielsen Gyldenstjerne, den anden den bekjendte Niels Bugge (III, 234). |