Ebbe Sunesen

o. 1158-1208, sjællandsk Stormand,
en af de ældste Sunesønner, fik efter sin Fader, Sune Ebbesen (IV, 397),
Gaarden Knardrup i Nordsjælland, hvortil der hørte meget andet
Gods; saaledes havde E. S. Ejendomme i Herlev, som han
skjænkede til Esrom Kloster, og i Alsønderup ved Arresø. Han stod i
Venskabsforhold til Abbed Vilhelm i Æbelholt, og denne priser i
høje Toner E. S.s Ædelhed og Fromhed, men maatte dog en
Gang klage over hans Fogeds Overgreb. E. S. hørte til Danmarks
anseteste Mænd. Kong Knud lod ham og hans Broder Anders
mægle i en Fiskeristrid mellem Æbelholt Kloster og Kronens
Landboer og paa Borgen Grønholt 1196 bevidne Stadfæstelsen af
Uommen mellem Cistercienserne i Guldholm og Cluniacenserne ved
Slesvig, og ligesom de andre Sunesønner (undtagen Jacob) hørte
han til det fornemme Broderskab, som i denne Konges Tid var
udbredt over hele Landet. En Datter af E. S., Benedicte, blev
endog Sveriges Dronning, i det Kong Sverker II, som var opfostret
i Danmark, kaarede hende til Brud; hun døde for øvrigt tidlig
efter at have født en Datter. Baandet mellem Sverker og hans
Svigerfader brast dog ikke, og hans Herredømme opretholdtes
længe, sikkert ved Støtte fra dansk Side. Endelig lykkedes det
hans Medbejler, Erik Knutsson, at fordrive ham, og Sverker tyede
til Danmark, hvor E. S. og hans Brødre rustede en Hær for at
hjælpe ham. Man trængte frem i Vestergøtland, og ved Lena
kom det til en haard Kamp (31. Jan. 1208), der endte med
Nederlag for Sverker, og blandt de faldne vare E. S. og hans Broder
Laurens; 2 Aar efter gjorde Sverker et nyt Forsøg paa at
gjenvinde sit Rige, men faldt i Slaget ved Gestilren. Skjønt
Sunesønnernes Tog til Sverige næppe har været et dansk
Rigsforetagende, var Indtrykket ved den stolte Æts Nederlag dog ikke
mindre overvældende; man mindedes det i en tungsindig Folkevise.
E. S. og Laurens bleve jordfæstede i Sorø Klosterkirke; begge havde
de været Klosterets Velgjørere. Af E. S.s Sønner blev Johannes
(d. 1232) Marsk, Peder (d. 1256) arvede Knardrup og havde en Strid
med Erik Plovpenning; af de 4 Døtre ægtede Cæcilie Jon
Reinmothsen og blev ved ham Moder til Jon Litle (X, 343), en anden
var gift med en tysk Grev Engelbert, hvem Folkevisen om
Lenaslaget berømmer.