1480-1552, Rigsraad,
var Søn af Peder Nielsen G. til Tim og Regitse Torbensdatter Bille
fra Søholm og maa være født o. 1480, thi 1498 blev han indskreven
ved Kjøbenhavns Universitet. 1502 deltog han som Hofsinde i den
unge Christian II's Tog mod Elfsborg; 1517 blev han Lensmand
paa Aalholm, men mistede kort efter denne Forlening, da han
beskyldtes for at have været sin Fætter Torben Oxe behjælpelig ved
Dyvekes formodede Giftmord. Han kastedes i Fængsel, men
frigaves mod at forpligte sig til ikke mere at vise sig for Kongens
Øjne og opholdt sig i den følgende Tid paa sin Gaard Tim ved
Ringkjøbing. Sin voldsomme Karakter viste han dog ogsaa her;
thi kort efter klagedes til Christian II over en raa og voldsom
Adfærd, han havde vist mod en Bonde. -- Af Frederik I blev
K. G. strax 1523 udnævnt til Lensmand paa Vordingborg og deltog
fra nu af lige til sin Død paa en meget fremtrædende Maade i
Tidens Begivenheder. I Juli 1524 har han medbeseglet den af en
Del Adelsmænd indgaaede Forpligtelse til at modstaa Luthers
Kjætteri, blev af Frederik I udnævnt til Fodermarsk og deltog som
saadan det følgende Aar i Kampen i Skaane mod Søren Norby, men
sendtes i Juni Maaned af Johan Rantzau og de skaanske Raader til
Sverige for at fremskynde den af Kong Gustav lovede Hjælp. Han
skal have været meget ivrig for at faa Søren Norbys fangne
Medhjælper Otte Stigsen (Ulfeldt) henrettet, af Forbitrelse over, at denne
havde ladet afbrænde Lyngbygaard i Skaane, der havde tilhørt den
1523 afdøde Jens Holgersen Ulfstand, med hvis Datter Sidsel K. G.
fik denne Gaard i Besiddelse; men, tilføjer Sagnet, da Otte Stigsen
lovede at vise ham, hvor en af Christian II efterladt Skat af arabisk
Guld var gjemt, fik han ham benaadet, men nu kunde Otte Stigsen
ikke finde Skatten, hvorover K. G. maatte døje megen Spot af sine
jævnlige. Sagnet er dog vist upaalideligt; i alt Fald synes K. G.
først o. 1528 at være bleven gift med Sidsel Ulfstand.l Avg. 1525 ombyttede K. G. Vordingborg Len, som Henrik
Gjøe nu fik (ovfr. S. 29), med Kalundborg og blev 1529 optagen i
Rigsraadet. Som Rigsraad ledsagede han samme Aar Kongens Søn
Hertug Christian paa dennes bekjendte Rejse til Norge for at ordne
de urolige Forhold i dette Rige. I Maj 1531 maatte han afstaa
Kalundborg Len til Mogens Gjøe, men forlenedes til Gjengjæld med
Nykjøbing Slot paa Falster, der hørte til det Enkegods, der var
bestemt for Frederik I's Dronning Sophie. Som Lensmand her fik
han en Del at gjøre med Graabrødrenes Opgivelse af deres Kloster,
uden dog selv endnu at have sluttet sig til Luthers Parti. Da
Christian II i Juli Maaned 1532 var bragt til Kjøbenhavn, overdroges
det K. G. tillige med Otte Krumpen og et Par holstenske Raader
at føre den ulykkelige Konge til Sønderborg (9. Avg. 1532). Det
var første Gang, de atter saas siden Dyvekes Dage. Sit Had til
Kongen skal han ved denne Lejlighed have vist paa en raa Maade,
i det han med voldsom Haand rev det gyldne Vlieses Ordenskjæde
af Kongens Hals, ja endog skal have trukket ham i Skjægget, en
Raahed, der fremkaldte stor Forbitrelse mod ham hos Christian II's
Tilhængere. Paa Herredagen i Kjøbenhavn 1533 efter Kong Frederiks Død
sluttede K. G. sig til det katholske Parti; han var saaledes blandt
Hans Tausens Dommere. I Juni 1534 sendtes han i Anledning af
Grev Christoffers Angreb paa Holsten af det sjællandsk-skaanske
Raad til Hertug Christian (III) for at undskylde, at Raadet paa
Grund af de i Malmø udbrudte Uroligheder ikke for Øjeblikket
kunde yde Hertugdømmerne den traktatmæssige Hjælp. Her fra
vendte han tilbage til Kjøbenhavn til det til St. Hansdag
berammede Kongevalg; men da Grev Christoffer pludselig landede paa
Sjælland, ilede han tilbage til sin Forlening Nykjøbing. Han søgte
forgjæves at faa Vaabenstilstand indtil Mikkelsdag for imidlertid at
kunne sætte sin Lensherre, Dronning Sophie, ind i Forholdene,
men maatte 22. Avg. overgive Slottet til Anders Bille og Mikkel
Blick, der vare sendte imod ham med en stor Krigsmagt, og blev
som Fange ført til Kjøbenhavn, hvor han nu udsonede sig med
Grev Christoffer og blev dennes Lensmand paa Krogen (Kronborg).
I Slutningen af Aaret deltog han i den skaanske Adels Felttog mod
de Tropper, som Kong Gustav havde sendt Christian III til Hjælp.
I Jan. 1535 blev han derpaa stævnet til Møde i Kjøbenhavn, men
tillige med en Del andre Rigsraader under den store Forbitrelse,
som den Skaanske Adels Frafald fra Greven havde fremkaldt, uden
videre tagen til Fange og 20. Maj ført til Malmø, hvor han sad
fængslet, indtil han i Jan. 1536 tillige med de øvrige fangne
Adelsmænd førtes til Meklenborg. Efter Kjøbenhavns Overgivelse i Juli
1536 overgaves han til Christian III, sad i nogen Tid som Fange
i Rensborg og senere i Kjøbenhavn, indtil han 28. Okt. fik sin fulde
Frihed mod at forpligte sig til Troskab mod Christian III og dennes
Slægt. Han fik strax sin Plads i Rigsraadet tilbage og blev
udnævnt til Marsk. Meningen hermed synes at have været, at han
skulde have afløst Hr. Tyge Krabbe som Rigsmarsk, og han kalder
sig i et Brev af 3. Dec. ogsaa «Danmarks Riges Marsk»; men Tyge
Krabbe beholdt dog Stillingen som Rigsmarsk; K. G. blev derimod
«Hofmarskal», og saaledes adskiltes fra nu af disse to tidligere
forenede Embeder. Under Christian III indtog K. G. saaledes atter en betydelig
Stilling; 1537 fulgte han Kongen til Fyrstemødet i Brunsvig,
deltog 1539 i Forhandlingerne i Brømsebro med Gustav Vasa og
ledsagede 1548 den unge Hertug Frederik (II) paa dennes Hyldingsrejse
til Oslo. Ogsaa Kalundborg havde han 1536 faaet tilbage,
og i Aaret 1549 blev det ham, der her skulde faa Opsyn med den
fangne Christian II, med hvem han i sin Ungdom havde haft saa
mange baade gode og onde Dage. Aarene havde dog nu mildnet
dem begge; de nærmede sig begge stærkt det 70. Aar. Mod Kong
Christian synes K. G. ogsaa nu at have vist saa stor Lemfældighed,
som det gik an efter de Paalæg, han stadig modtog om at passe
godt paa Fangen. Den tidligere saa strænge og voldsomme Mand
var ogsaa bleven gudfrygtig. Han har saaledes efterladt sig en
lang Salme «om vor kristelige Tros Artikler og besynderlig om vor
Herre Jesu Christi Pines Historie». Hverken Indhold eller Form
bærer mindste Spor af poetisk Begavelse; men Peder Palladius
«oversaa» den, og i hans Bearbejdelse fandt den Optagelse i flere
senere Salmebøger. K. G. døde paa Kalundborg 20. Juni 1552. Med Sidsel Ulfstand,
der først døde 1575, og som skal have været en virksom og kraftig
Kvinde, havde han 7 Børn, deriblandt de her nævnte Sønner Axel og
Peder. -- Et mærkeligt Vidnesbyrd om sit Had til Sigbrit efterlod han
sig paa Tim i selve Sigbrits Ligsten, som han skal have opstillet paa
Tim og ladet været Gjenstand for Haan af forskjellig Art. Stenen
har vel været bestemt til at skulle dække Sigbrits Grav ved Datterens
Side i Karmeliterklosteret i Helsingør. Brudstykker af denne
mærkelige Ligsten ere gjenfundne ved Timgaard. Allen, De tre nord. Rigers Hist. II, 320 f.
Skånska Herregårdar IV: Trolle-Liungby, m. Till.
Ny kirkehist. Saml. IV, 428 ff.
Aarh. f. nord. Oldk. og Hist. 1879, S. 56 ff. |
