Eiler Rønnov

Det gamle Fjendskab mellem Biskop Jens Andersen (Beldenak)
i Fyn og Marqvard Rønnov gik i Arv til dennes Sønner,
som 1528 fik Bispen idømt en stor Bøde for hans Adfærd mod
deres Fader, og som, da deres Modstander ikke rettede sig efter
Kjendelsen, men beskyldte E. R. for Uærlighed, 1530 fik ham dømt
som Løgner og Æreskjænder (s. I, 246). Saa vidt det kan ses,
var E. R. en af dem, som Rigsraadet 1533 efter Frederik I' s Død
egenmægtig optog i sin Midte, og han kom saaledes til at tage
Del i dette Aars bevægede Herredag, hvor man skulde tro, at han
som Broder til Sjællands Biskop og Svigersøn af Marsken Tyge
Krabbe havde en given Plads mellem Katholicismens Forkæmpere,
men hvor han, mærkelig nok, synes at have sluttet sig til
Modpartiet i Religionsspørgsmaalet. Af de 19 fynske Adelsmænd, som
9. Juli 1534 i Hjallese udtalte deres Beredvillighed til at tage
Hertug Christian til Konge og bemyndigede Johan Friis til at forhandle
med Hertugen, var E. R. en; men i de nærmest følgende Dage
rejste Fyns Borgere og Bønder sig, og blandt de adelige Herrer,
som de bemægtigede sig, var vistnok ogsaa E. R. I hvert Fald
førtes han noget senere som Fange til Kjøbenhavn, og han kom
til at dele Skæbne med de andre danske Adelsmænd, der i
Begyndelsen af 1536 sendtes til Meklenborg for at kunne bruges til
at sikre Hertug Albrecht og Grev Christoffer, hvis disse skulde
bukke under i Kampen mod den danske Konge. Han fik Ophold
paa Slottet i Neustadt og forblev her, indtil han og de andre
Gisler i Avg. s. A. frigaves og over Hamborg vendte tilbage til
Fædrelandet, hvor han som de andre faldt i Unaade hos Christian
III og foreløbig mistede sit Sæde i Rigsraadet. Ligesom det
imidlertid ikke varede længe, før han fik store Len, saaledes kom han
efter en halv Snes Aar paa ny ind i Rigsraadet (o. 1547).

Inden Tronfølgeren fik sin egen Hofholdning, skal E. R. en
Tid have været Hofmester for ham. 1548 var han i Prinsesse
Annas Brudefølge til Sachsen, og 1556 fulgte han Enkedronning
Sophie og Hertug Adolf af Gottorp gjennem Landet. Han blev
ofte brugt som Mønstringsherre, og 1563 udnævntes han til
Proviantmester i Fyn. Som han havde forstrakt Christian III med Penge,
saaledes maatte han ogsaa yde Efterfølgeren betydelige Laan, og
selv 10. gik han i Kavtion for ham hos Hertugen af Meklenborg
for 40000 Rdl. En kjedelig Sag havde han, da han og en Række
Standsfæller 1564 af Rigsraadet dømtes til at betale Kongen 10000
Rdl., hvormed de 1562 vare gaaede i Borgen for Christoffer Urne,
der i 13 Aar havde siddet fængslet for utilbørlige Ord om Christian III,
men som, da han nu slap løs, ikke kunde styre sin
hvasse Tunge og derved brød Forliget. I pekuniær Henseende
havde dette mindre at sige, da Tabet fordeltes paa 20, men
Christoffer Urne var en Søstersøn af E. R., og denne synes at have
interesseret sig særlig for at faa ham paa fri Fod; naar man ser,
at E. R. 1562 forærede Kongen nogle Stykker Hornkvæg, lige
umiddelbart forinden Ordren til at løslade Fangen udstedtes, kan
man ikke godt undgaa at sætte Gaven og denne Ordre i Forbindelse
med hinanden.

Foruden Hvidkilde ejede han Faarevejle paa Langeland. 1529
fik han Patronatsret til Egense Kirke, Hvidkildes Sognekirke. St.
Jørgensgaard ved Svendborg, som 1526 var givet i Forlening til
Broderen Joachim, blev 1528 overdraget begge Brødrene som arvelig
Besiddelse mod Afstaaelse af et Vikarie i Rensborg. I Kjøbenhavn,
Nyborg og Odense havde E. R. Gaarde. Den af ham i
sidstnævnte By (1547) opførte Gaard staar endnu, den ældste
bevaarede Bindingsværksbygning her i Landet. E. R. var næppe noget
mildt Herskab, i alt Fald haves der flere Klager fra Almuesfolk
over ham som Lensmand. Som ovenfor nævnt var han gift med
en Datter af Marsken Tyge Krabbe (IX, 403), Anne K., der døde
1543. Skjønt hun fødte ham 11 Børn, deraf dog kun 3 Sønner,
var han, da han lukkede sine Øjne 27. eller 28. April 1565 paa
Hvidkilde, Slægtens sidste Mand.