 |
Riksråd och marsk Frands Brockenhuus
Familj med Anne Lauridsdatter Tinhuus (1522 - 1565)
| Noteringar |
|---|
1518-69, til Egeskov og Bramstrup,
berømt dansk Hærfører, var Søn af ndfr. nævnte Mikkel B. og
Karen Lykke. Om hans Barndom og første Ungdomsaar vides
intet, men at saa vel han som hans Brødre have faaet en fortrinlig
Opdragelse, derom vidne saa vel deres usædvanlige Dygtighed og
mange Interesser som deres tidlige Anvendelse i Statens Tjeneste.
Som kun 22 og 23aarige bleve saa vel F. som Broderen Peder B.
anvendte som kongelige Sendebud til Frankrig, og F. var allerede
da ansat som Sekretær i det danske Kancelli. Efter sin Hjemkomst
fra Frankrig 1542 indtraadte han i Lensmændenes Række, i det
han fik Hindsgavl Slot og Len som Pantelen. 1545 overdrog han
dette Pant til sin Svoger Hans Lindenov og blev s. A. sin Faders
Eftermand som Lensmand paa Nyborg Slot. Fra nu af begyndte
han en storartet Virksomhed som kongelig Embedsmand. Nyborg
med sine 3 Herreder (Gudme, Vinding og Sunds) samt Hindsholm,
Taasinge og 1/3 af Salling Herred synes alene at have kunnet
tilfredsstille en driftig Mands Virksomhedstrang, saa meget mere som
det blev F. B. overdraget at foretage den store Befæstning af
Nyborg, som strakte sig gjennem en Række af Aar og kostede
uhyre Pengesummer. Men ikke desto mindre bestyrede han ved
Siden heraf Hagenskov Len (med Baag Herred) fra 1551-53,
Tranekjær med Langeland fra 1553-60, ligesom han fra 1550-62
havde mindre Forleninger i Fyn (Krarup og Rynkeby) og som
Dronning Dorotheas Lensmand bestyrede Holme Kloster. 3 Fjerdedele
af Fyns Stift stode under hans Befaling, og han anvendtes
desuden i talrige Hverv, som laa uden for hans egentlige
Embedsvirksomhed. Denne falder i et Tidsrum, som var særlig betydningsfuldt
for Landet. Den nye kirkelige Organisation skuide føres
ud i Livet, og der krævedes hertil saa vel Stræng Hævden af
Kronens Ret som billig Hensyntagen til Enkeltmands Interesser.
Er end F. B. i sin Iver for at varetage Kronens Interesser undertiden
gaaet for vidt, saa at han paa enkelte Steder vakte Utilfredshed,
var dog den almindelige Dom over ham, at han var en
«from» og billigtænkende Mand, og det eneste Exempel, der er
bevaret om personlige Forhandlinger med ham, fremstiller ham
som en Mand med en sjælden retsindig Tænkemaade. Han var
tillige en i høj Grad dannet og udviklet Personlighed, ved hans
Bord førtes Samtaler om religiøse og filosofiske Problemer, hvori
han selv med Varme deltog, og paa hans Opfordring og tilegnet
ham udgav Niels Hemmingsen sin Kommentar til Jacobs Brev.
Sligt var en Arv fra Fædrenehjemmet, hvor ogsaa boglig Dannelse
og videnskabelige Interesser synes at have hersket.I Egenskab af Slotsherre paa Nyborg traadte F. B. i et nært
personligt Forhold til Kong Christian III, der regelmæssig opholdt
sig her 2-4 Maaneder om Aaret. Den Gunst, hvori han stod hos
Kongen, bevarede han ogsaa hos hans Efterfølger, Frederik II.
Med dennes Tronbestigelse indtræder et nyt Afsnit i F. B.s Liv.
Medens hans Virksomhed hidtil havde været en Embedsmands
administrative Gjerning, traadte han fra nu af ind i det politiske
Liv og blev en af de ledende Mænd i Kongens Omgivelser. Den
krigerske Aand, som prægede den første Halvdel af Frederik II's
Regering, deltes fuldt ud af ham og Broderen Jacob, der begge
stode i venskabeligt Forhold til den gamle Kansler Johan Friis.
Skjønt han ikke vides at have deltaget i Grevens Fejde eller
senere at have været i udenlandsk Krigstjeneste, fremtræder han
dog strax som en erfaren Krigsmand. Sit medfødte militære Talent
har han da sandsynligvis først udviklet under de store Befæstningsarbejder
i Nyborg, der foretoges under hans Tilsyn. Sin første
Krigergjerning udførte han i Ditmarskerkrigen som Overvagtmester,
men da Krigen med Sverige stod for Døren, fik han snart større
Opgaver at løse. 3. Febr. 1562 var han indtraadt i Rigsraadet, og
kort efter ombyttede han Nyborg med Styrelsen af Kjøbenhavns,
Krogens og Abrahamstrup Len. At det var Udsigten til den nær
forestaaende Krig, som foranledigede dette Bytte, kan ikke betvivles.
Han var en af de 4 Regeringsraader, som Kongen indsatte i
Kjøbenhavn, da han i Avg. 1563 drog med Hæren ind i Sverige.
Det følgende Aar kaldtes F. B. til personlig Deltagelse i Krigen.
Skjønt han 10. Febr. 1564 blev udnævnt til Anfører for det danske
Fodfolk, deltog han dog s. A. som Chef for Skibet «Solen» i
Søkrigen under Herluf Trolles Kommando. Hans Virksomhed til
Søs blev dog kun kortvarig, thi 10. Dec. 1564 overtog han paa
ny Anførselen over Fodfolket, som han fra nu af beholdt under
hele Krigen. Skjønt de store Bedrifter, som udførtes i denne
Krig, væsentlig maa tilskrives Daniel Rantzaus glimrende
Krigerdygtighed, deler dog F. B. Æren saa vel som Ansvaret med ham.
Medens F. B. kommanderede Fodfolket, forbandt Rantzau
Anførselen over Rytteriet med Stillingen som Overgeneral. Da Norge
1567 blev angrebet af Svenskerne, og Akershus Fæstning belejredes,
sendtes F. B. med en Eskadre og en lille Hær til Norge, og det
lykkedes ham i kort Tid at besejre Fjenden og jage ham ud af
Norge med stort Tab. Paa dette Felttog havde han en selvstændig
Kommando, og det var formodentlig som Tak for den smukke
Krigsbedrift, at F. B. ved sin Hjemkomst blev udnævnt til Marsk
17. Avg. 1567. Sin største Vaabendaad udførte han dog i Forening
med Daniel Rantzau paa det berømte Tog til Sverige Vinteren
1567-68. Han anførte som sædvanlig Fodfolket, og skjønt Dan.
Rantzau paa dette Tog maa betragtes som den ledende Aand, saa
tilfalder der dog F. B. en meget stor Del af Æren for, at Toget
førte til saa smukt et Resultat. Han havde sædvanlig den Opgave
at indrette og befæste Lejren og at vaage over dens Sikkerhed,
medens Rantzau foretog sine talrige Expeditioner, og denne Opgave
løste han fuldkomment. Særlig tilkommer dog ham Æren for, at
Tilbagetoget lykkedes, thi det var ham, som imod Rantzaus Mening
i Krigsraadet satte igjennem, at Hæren førtes tilbage gjennem
Holaveden (Hulvejen). Med rette blev derfor ogsaa hans Navn i
Forening med Rantzaus foreviget paa den Medaille, som sloges til
Minde om Toget, ligesom det lille Barn, der fødtes paa Toget i
Hulvejen, fik Navnet Frands Daniel von Hulvejen. Det var ham,
som overbragte Kongen Budskabet om Hærens lykkelige Tilbagevenden,
og som førte Fangerne til Kjøbenhavn. Baade 1568 og
1569 ledede han endnu Fodfolket, og det var som Chef for dette, at
han fandt Heltedøden, da han ved Belejringen af Varberg 31. Okt.
1569 blev saaret i Benet af en Kugle og døde 14. Nov. i Halmstad.
Han havde den Sorg paa sit Dødsleje at erfare, at hans tro Ven
og Vaabenfælle var faldet foran Varberg 11. Nov. F. B. blev gift 1545 med Anne Tinhuus (Datter af Rigsraad
Lavrids Skinkel), som bragte ham Egeskov i Medgift. Denne
prægtige, endnu vel bevarede Borg har han opført 1554. Hans
Hustru døde før ham, 1565. Den samme Virksomhedstrang, der
præger hans offentlige Liv, gjenfindes i hans private Virksomhed.
Han øgede sit Gods, men ingen egennyttig Handling har skæmmet
hans Liv. Sjælden har en saa betroet og paa alle Livets Omraader
virksom Mand efterladt sig et saa smukt Eftermæle for retsindig
og ædel Tænkemaade som F. B. Om hans militære Talenter kan
ikke herske Tvivl. Træder han end sædvanlig i Baggrunden for
Dan. Rantzau, saa vidner dog Toget til Norge om, at ogsaa han
forstod at føre et rask og hurtigt Slag mod Fjenden. -- Med stor
Pragt blev hans Lig ført til Kjøbenhavn, paa Universitetet holdtes
Sørgefest, hvor hans Ven Niels Hemmingsens Søn, den 20aarige
Professor Hans Hemmingsen, holdt Sørgetalen. I Egeskovs Sognekirke
Kværndrup blev han bisat ved sin afdøde Hustrus Side, og
her minder endnu den prægtige Ligsten med F. B.s og Hustrus
32 Aner om en af Danmarks største Krigerskikkelser. Et Billede
af ham fandtes paa Breitenburg hos Henrik Rantzau, men findes
-- saa vidt vides -- ikke mere. Becker, Orion III, 376 ff.
Hist. Tidsskr. 4. R. IV, 479 ff. |
|
|