Riksråd 1481 och deltog i 1483 ff i kalmarmötena. 1486 blev han marsk och anförde 1497 hären på krigståget mot Sverige. Han lade under sig många gods.
Begravd på Maribo-1506, Rigsmarsk,
var eneste Søn af Hr. Mogens G. til Krænkerup og dennes 2. Hustru,
Ide Eskilsdatter Falk
til Gisselfeld. Da hans ældre Halvbroder døde før Faderen, arvede
E. G. ikke blot sin Moders Gaard Gisselfeld, men ogsaa den
fædrene, Krænkerup. Alt Faderen, der nævnes sidste Gang 1450, var
en anset og dygtig Mand. E. G. maa ved hans Død have været
ganske ung, ja umyndig, thi det siges, at han i sin Ungdom havde
Herluf Skave til Værge, men han var dog alt Ridder, da han første
Gang nævnes, et godt Vidnesbyrd om, hvor aaben Vejen til Magt
og Ære laa for ham, - og han vidste hensynsløst at følge den. En
god Økonom med sine Penge var han fra Barnsben og en drabelig
Godssamler, det hørte til Slægtens Traditioner, ikke saa, at han
ved sin Død kunde skrive sig til et større Antal Hovedgaarde,
tvært imod, det var lige det, han kunde efterlade sine 3 Børn en
anseligere Hovedgaard hver foruden deres Mødrenearv; men derimod
var han altid, lige til sin Død, travlt beskæftiget med ved
Pant og Kjøb at samle smaa Adelsgaarde og Bøndergaarde,
hovedsagelig paa Laaland, hvor hans Virksomhed sikkert var aldeles
minerende for den der endnu paa hans Tid. levende Smaaadel.
Det er betegnende, at han kun sjælden indlod sig paa
Godstransaktioner, være sig Pant eller Kjøb, med sine jævnlige. Kun
ved Opgjøret af det ham efter Moderen tilfaldne, saakaldte store
Pant i Skaane var han paa Nippet til et Sammenstød med en
lige saa forslagen Godssamler som han selv, Hr. Johan Oxe; men
til alt Held for ham døde denne gamle Herre, saa at Hr. E. kun
fik at bestille med Enken og Børnene, der dog voldte ham Bryderi
nok, men ogsaa gave ham Lejlighed til en fordelagtig Forretning,
hvorved han kom i Besiddelse af den Skaanske Hovedgaard Tordsø
Til Dels af sit skaanske Pantegods oprettede han Herresædet
Tunbyholm. Hans offentlige Virksomhed gav ikke den private noget
efter. Senest fra 1471 og til 1495 var nan Lensmand paa Aalholm,
derefter til sin Død paa Lindholm i Skaane. 1473 deltog han i
den store Sendefærd til England og Skotland; før 1481 blev han
Rigsraad og deltog som saadan 1483 i Mødet i Kalmar og
ligeledes i de senere Møder sammesteds og i Lødese. Ved Claus
Rønnovs Død 1486 blev han dennes Efterfølger som Marsk og anførte
i denne Egenskab den danske Hær paa Toget i Sverige 1497, som
førte til Landets Erobring. Om han personlig har deltaget i de
følgende Krigstog i Ditmarsken 1500 og i Sverige 1502, er ubekjendt.
E. G., der døde 20. April 1506 paa Tordsø, efter i sit
Testamente gavmildt at have betænkt Kirker og Klostre, var 2 Gange
gift, først med Mette Rosenkrantz, Datter af Rigshofmesteren
Hr. Erik Ottesen R.; hun skjænkede ham bl. a. de 2
bekjendte Sønner Hr. Mogens og Hr. Henrik og skal
have klostergivet sig. Hans anden Hustru, med hvem
han ej havde Børn, var Sidsel Brahe, der af Lunds
Ærkebiskop var løst fra sin tvungne Trolovelse til
Hr. Jon Bing. Hun levede endnu 1532.
Heise, Fam. Rosenkrantz's Hist. II, 32 ff.
DAA 1896 s 150-51 Danske adelsgodser i middelalderen,ErikUlsig,Kbh.1968 s 271+291+400+447-48
<br />
Eskild Gøye var Godssamler i stor Stil, haardhændet og udholdende, overalt hvor han fik Fodf æ ste; i Skaane, hvor han arvede Part i det bekendte store skaanske Pant, i Jylland og paa Gi ss elfeld, som han arvede fra sin Moder, og endelig paa Krenkerup, som han øjensynlig i særli g G rad har interesseret sig for. Det var netop i de Tider, at mange mindre Adelsmxnd og Slæg te r af gammel Lavadel efterhaanden forsvandt under sociale og økonomiske Tryk; de nødtes ti l a t søge Laan, sam kun kunde opnaas mod Pant i deres Gaarde, og naar de ikke var i Stand ti l a t betale, gik Pantet af sig selv over til Eje og gled over i Hænderne paa Storadelsmanden , so m altid var Panthaveren.
<br />
Paa denne Vis kom Hovedgaard efter Hovedgaard og Bøndergods i Mængder i Eskild Gøyes Hænde r o g lagdes til Krænkerup, hvis Tilliggende ved hans Død var omtrent tre Gange saa. stort, s om d a han begyndte sin Virken. I sig selv er der naturligvis intet moralsk forkasteligt i, a t ha n udnyttede Forholdene, da han nu engang hørte til de af Skæbnen begunstigede, under e n økono misk Udvikling, som han ikke var Herre over, og som i forskellig Form ofte har funde t Ste d i Historien, men det kan ikke nægtes, at de mange Tilfælde, da Hr. Eskild lagde sin e Hande r paa Gods, som Enker og umyndige Børn ikke formaaede at holde fast paa, stiller han s Karakte r i et lidet heldigt Lys, og naar der mange Aar senere i Godsspørgsmaal blev fare t noget haar dt frem mod hans Søn, tager det sig unægtelig ud, som var det Høsten af den Sæd , han havde sa aet.
<br />
Efter som Krænkerups Gods voksede saa betydeligt, maatte dens Ejer naturlig nære Ønske om , a t selve Gaardens Udseende kom til at svare dertil; hvorledes det hidtil havde været, ve d vi i ntet om, men ifølge dens Oprindelse er det rimeligt at antage, at det har været en gan ske uan seelig Bindingsværksbygning, der formodentlig har ligget paa det samme Sted, hvor Slo ttet n u staar; noget Spor af et ældre Voldsted er i hvert Tilfælde ikke eftervist. Eskild Gø ye rejs te her et grundmuret Hus med Kælder og to Stokværk, som er det midterste Parti af de n nuværen de Nordfløj, hvor denne ældste Del tydeligt giver sig til Kende ved sine særlig svæ re Mure; d e nederste Partier af Gavlmuren ses endnu i Kælderen, der iøvrigt er delt i fler e Rum, hvora f det smalle østlige har en gennemgaaende Tøndehvælving, medens de to vestlige h ar Krydsribbe hvælvinger. Murene er opført i Munkeskifte, og hele Karakteren stemmer med Efte rretningen om , at Eskild Gøye lod opføre det Hus, som staar Norden paa Gaarden paa den højr e Haand næst in den Porten; denne Krænkerups ældste Del stammer da utvivlsomt fra Slutninge n af femtende Aarh undrede.
<br />
At Eskild Gøye var i Stand til at samle saa betydelige Rigdomme, beroede naturligvis ogsaa n o get paa den fremskudte Plads, han efterhaanden kom til at indtage i Statslivet; han var Rid de r og Medlem af Rigsraadet, blev 1486 Rigsmarsk, deltog fra dansk Side tillige med Poul Lax man d i det Møde mellem Rigsraader fra alle tre Riger, der førte til den bekendte Lødese-Trak tat , og førte endelig den danske Hær paa det Tog op i Sverige, der genvandt Kong Hans den sv ensk e Krone. Store og vigtige Forleninger havde Hr.Eskild sit hele Liv igennem, Aalholm tæ t ved s in Fædrenegaard fra 1471 til 1495 og siden til sin Død Lindholm i Skaane, hvor han j o ogsaa h avde saa store private Interesser. Han var første Gang gift med Mette Rosenkrantz , en Datte r af Rigshofmesteren Erik Ottesen Rosenkrantz, men det berettes, at hun forlod ha m for at klo stergive sig, og det er vel muligt, at det er rigtigt, og i saa Fald har det ve l været i Mari bo Kloster, hvortil han skænkede en Del Gods; formodentlig er hun dog død ikk e længe efter, d a Hr. Eskild indgik nyt Ægteskab med den unge Sidsel Brahe, en Datter af Axe l Brahe til Krogh olm i Skaane. Eskild Gøye døde 1506 og fik »en meget skøn og fager Afgængel se« af Verden; si t sidste Hvilested fandt han i Maribo Klosterkirke, hvor han havde sikret s ig, at der stadi g læstes Messer for hans Sjæl.
