-1565, Rigshofmester,
til Vedtofte og Mattrup, en Søn af Erik H. til Hvedholm og Anne
(Corfitsdatter) Rønnov, skal være født i de første
Aar af det 16. Aarhundrede. 1530 blev han Lensmand
paa det under Roskilde Bispestol hørende Dragsholm
mellem Kalundborg og Nykjøbing. Var det vel end
nærmest Slægtskabsforhold, der skaffede ham denne
Post, i det Biskoppen var et Næstsøskendebarn til
hans Moder, fik han imidlertid snart Lejlighed til
at retfærdiggjøre Valget og med det samme for første
Gang at indskrive sit Navn i Fædrelandets Historie,
i det det 1535 faldt i hans Lod at forsvare Slottet
i Grevefejden. Med Mod og Udholdenhed værgede han
sig mod Hertug Albrecht af Meklenborgs Feltherre,
Greven af Hoya, og den Besætning, denne efterlod
til at blokere Slottet, ligesom det ogsaa lykkedes
ham at undgaa de Overraskelser, som beredtes ham af
den grevelige Befalingsmand paa Kalundborg, «lange»
Herman. Da Christian III i Juli landede i Sjælland,
var Dragsholm det eneste faste Punkt der, som ikke
var i Fjendens Magt. Den kongelige Hærs Ankomst
befriede Slottet, og ligesom sin Herre, Biskoppen,
sluttede E. H. sig til den, en Tid fungerende som
Proviantmester. Da Bispegodset inddroges det følgende
Aar ved Reformationens Indførelse, mistede E. H. sin
Forlening, og han synes nu at have tilbragt nogle Aar
mest i Jylland, hvor han 1535 havde faaet Tilladelse
til at indløse Tranholm fra sin Svigerfaders Arvinger
(1535 havde han og hans Medarvinger ogsaa overtaget
Pantelenet Risby Birk i Sjælland). 1542-43 var
han Lensmand paa Næsbyhoved og St. Hans Kloster i
Odense, og fra 1543 (eller maaske 42) -44 var han
forlenet med Malmøhus. Ved denne Tid fik han Sæde i
Rigsraadet. 1544 forflyttedes han til Gulland, hvor
han var Lensmand i 7 Aar, og hvor han 1549 mistede sin
Hustru, Karen Rosenkrantz, en Datter af Erik Styggesen
R. Af deres Børn nævnes Erik i det følgende.1551 kaldtes E. H. tilbage fra den fjærne Ø og
forlenedes med sit gamle Len, Dragsholm, hvor han dog
næppe kom til at opholde sig meget, da han omtrent
samtidig overtog den vigtige Plads som Hofmester for
Tronfølgeren, den unge Prins Frederik. Da denne 1554
fik sit eget Hof, fandt man det rigtigst at lade ham
bo paa Malmøhus, og dette fik saa hans Hofmester
ogsaa i Forlening. Her tilbragte de nu adskillige
Aar, Kongesønnen for at forberede sig til den store
Gjerning, der ventede ham, men i Virkeligheden maaske
nok saa optagen af at nyde sin mere uafhængige
Stilling, og hans alvorlige Hofmester øvende den
vanskelige Kunst at skulle styre en ung, levelysten
Fyrste og hans lige saa unge Omgivelser. Om Forholdet
mellem de to i disse Aar tie alle Efterretninger,
men at det har været det bedste, skulde man synes at
kunne udlede af de følgende Begivenheder. Efter at
Dødsfaldet Nytaarsdag 1559 paa Koldinghus havde gjort
Frederik II til Danmarks og Norges Konge, faldt den
kongelige Naades Sols fulde Straaler nemlig paa E. H.,
i det han ophøjedes til Rigshofmester, hvorved han
blev Kongens første Mand. Som saadan bar han ved
Kroningen i Avg. s. A. Kronen, og ved denne Lejlighed
hædredes han med Ridderslaget. Da hans høje Embede var
ulønnet, fik han samtidig en Erstatning for de Byrder,
det paadrog ham, ved en Forbedring af Vilkaarerne
for Forleningen med Dragsholm: det overdroges ham
paa Livstid uden Afgifter. Malmøhus beholdt han, og
her boede han vistnok i Regelen. I Efteraaret 1559
var han saaledes en Tid Statholder i de Skaanske
Landsdele. -- Alligevel er det ikke saa sikkert, at
Kongen virkelig har yndet ham saa meget, som disse
Gunstbevisninger kunde tyde paa. Det ser nemlig ud
til, at Frederik II som Prins er bleven forelsket i
E. H.s Broderdatter Anne H. (s. ovfr.), og det laa da
nær for ham at prøve, om han ikke kunde overvinde den
Modstand, hendes Slægt satte mod Forbindelsen, med det
gode ved at faa Hovedet for den, hendes Farbroder,
over paa sin Side. Sikkert er det i hvert Fald, at
denne Plan, om den har været oppe, ikke lykkedes,
og lige saa sikkert er det, at den kongelige Naade
hurtig slog om til Unaade, indtil det spændte Forhold
endte med et voldsomt Brud. Et Par Aar forløb imidlertid i Ro. 1562
sendtes E. H. i Spidsen for et Gesandtskab til
Rusland. Rejsen, som tiltraadtes i April, gik nord om
Norge, og 2 Orlogsskibe førte det store Følge. Først
i Okt. vendte Udsendingerne tilbage, forsynede med
rige Gaver fra Storfyrsten og ledsagede af Russere,
som skulde indhente den danske Konges Stadfæstelse
af den i Moskov oprettede Forbundstraktat, en
Ratifikation, som ogsaa fandt Sted. Det er blevet sagt
i nyere Tid og oftere gjentaget, at Frederik II var
utilfreds med den Maade, hvorpaa E. H. havde røgtet
sit diplomatiske Hverv, men noget bestemt herom vides
næppe. Det formentlig første afgjørende Vidnesbyrd
om Kongens Misstemning mod Rigshofmesteren er fra
Slutningen af samme Aar, da sidstnævnte fik en meget
alvorlig Irettesættelse, fordi han paa egen Haand
havde afsat en Borgmester i Trælleborg, og da Kongen
i Juli 1563, inden han begav sig over til Hæren,
efter at Krigen med Sverige var udbrudt, udnævnte en
Regeringskommission, bestaaende af 5 Adelsmænd, som
under hans Fraværelse skulde varetage Statsstyreisens
daglige Gang, fik E. H. ikke Sæde i den, men maatte
nøjes med som «øverste Proviantmester» at føre
Tilsynet i de skaanske Lande. Tilsyneladende kunde man
jo nok med god Grund gjøre gjældende, at Lensmanden
paa Malmøhus ikke kunde undværes fra sin Post under
Krigen, men at udelukke Rigshofmesteren fra hint
Regeringsudvalg var dog en drøj Tilsidesættelse og
opfattedes ogsaa saaledes af ham. Et Par Dage efter afviste han nemlig Kongens Anmodning
om at tilvejebringe Penge og Ammunition til Hæren
med den Bemærkning, at derom maatte Kongen henvende
sig til Raaderne i Kjøbenhavn, et trodsigt Svar,
som ogsaa øjeblikkelig fremkaldte en yderst skarp
Tilrettevisning, der foreholdt ham hans Pligt og
bebrejdede ham, at hvis han selv havde kunnet vente
nogen Fordel deraf, havde han nok vidst Udveje, og
det var sagtens ogsaa et Svar, naar Kongen faa Dage
efter bortgav Øvids Kloster, der hidtil havde ligget
under Malmøhus, som Panteforlening til en anden,
noget, som gjentog sig det følgende Aar (1564), da
Dalby Kloster ligeledes løsnedes fra Forbindelsen
med Malmøhus og forlenedes bort. I Foraaret 1565
mistede E. H. endelig selve Malmøhus Len, hvorom
Rygtet allerede havde fortalt et helt Aar i Forvejen,
maaske fordi Sagen da alt var afgjort, og omtrent
samtidig kom det, som det synes, til et heftigt
personligt Sammenstød i Børringe Kloster mellem Kong
Frederik og hans Rigshofmester. Naturligvis blev det
denne, der tabte Slaget. Han bad sig fritaget for sit
Embede, der faldt ham besværligt paa Grund af Alder
og Svagelighed, og han udtalte Ønsket om at maatte
trække sig helt tilbage i Privatlivet, i det han til
Gjengjæld tilbød at afstaa ogsaa Dragsholm, hvormed
han dog ellers var forlenet for Livstid, et Tilbud,
som maaske ikke var ganske oprigtig ment, men som
Kongen kun alt for gjærne tog imod og holdt fast ved,
thi næppe var der gaaet en Uges Tid ud over den Dag,
til hvilken E. H. havde lovet at ville indsende
sit Lensbrev til Kassation, før han fik Befaling
til øjeblikkelig at udlevere det. Nu udstedtes den
officielle Skrivelse om hans Afskedigelse, hvormed
hans Udtrædelse af Rigsraadet synes at have været
forbunden. Ikke et eneste anerkjendende Ord om det
Livsværk, som nu var afsluttet! Hermed forsvinder E. H. af Historien. Hvad enten han
havde talt Sandhed eller brugt et Paaskud, da han
klagede over sin Alderdomsskrøbelighed, var han
nu en brudt Mand. Samme Aar døde han, og han, der
nys havde staaet i forreste Række, var nu saa lidet
paaagtet, at ingen samtidig synes at have noteret
hans Dødsdag. Han begravedes i Graabrødrekirken i
Horsens. Et pragtfuldt Mindesmærke om ham findes
i Klovborg Kirke ved Mattrup. -- E. H. var en rig
Mand. I Fyn ejede han Vedtofte og i Jylland Mattrup,
som han havde giftet sig til, og hvis Tilliggende
han forøgede; desuden havde han Strøgods andensteds,
f. Ex. paa Bornholm, og i Kjøbenhavn, Nyborg, Odense
og Horsens besad han Gaarde. Men det maa fremhæves, at han ogsaa havde høje og
ædle Interesser: han havde Sans for historiske Undersøgelser og
syslede med den religiøse Digtekunst. Hist. Tidsskr. V, 413 ff.
Becker, Orion, Qvartalskr. II, 20 ff.
Bricka, Fred. II's Ungdomskærlighed S. 34 f. 61. 70 ff. 87.
Personalhist. Tidsskr. 2. R. III, 151 ff. |
