Riksråd Claus Steensen Bille

Kong Frederik I's Regering bragte Bille-Slægten en
politisk Magt og Indflydelse som ingen anden Slægt i
Danmark, og C. B. fik ogsaa sin Part deraf. Han deltog
i Kampen mod Søren Norby og de oprørske Skaaninger
og erhvervede sig en Del af Niels Brahes Gods, deriblandt Vandaas, som i over
et Aarhundrede skulde blive en af hans Slægts
Hovedgaarde. Han giftede sig 1524 med Lisbet Ulfstand,
Datter af Jens Holgersen U., og blev derved nøje
knyttet til en af Tidens mægtigste Slægter. 1528 blev
han forlenet med Baahus Slot, blev Medlem af det
norske Rigsraad og inden Kong Frederiks Død ogsaa
af det danske. Til disse Æresposter gjorde han sig
fortjent ved den Dygtighed, hvormed han 1532 optraadte
under Christian II's Angreb paa Norge, og ved de store
Ofre, han bragte ved at udbetale den Sum, hvorfor
Kong Gustav samme Aar tilbagegav Vigen, som han siden
1523 havde siddet inde med. Det blev da ogsaa ham,
hvem det vanskelige Hverv betroedes -- i Forening
med Svogeren Truid Ulfstand og Biskop Hans Reff af
Oslo -- at bringe Orden i de opløste Forhold, hvori
Norge befandt sig. Dette lykkedes ogsaa til Dels,
i det det norske Rigsraad paa et Møde i Throndhjem
7. Nov. 1532 underskrev den saakaldte «Eningsakt»,
som paa ny fastslog Danmarks og Norges Forening. Kort
efter C. B.s Hjemkomst til Danmark døde Kong Frederik,
og paa den bekjendte Herredag i Kjøbenhavn i Juni
Maaned 1533, hvor Bille-Slægten spillede en saa
afgjørende Rolle saa vel i Reformationssagen som i
Tronfølgesagen, var C. B. tilstede og støttede sin
Slægts Politik.

Under Grevefejden sad han i god Behold paa det
stærke Baahus Slot; han var en af de faa østdanske
Rigsraader, som ikke hyldede Grev Christoffer,
og han blev derved en Støtte og Hovedmand for det
Parti, som i Tilslutning til Svenskerne arbejdede
for Hertug Christians Valg til dansk Konge. Han
har i disse Krigens Aar ført et særdeles virksomt
og indholdsrigt Liv; vi finde ham snart i Norge
og Skaane, snart i Jylland og Fyn, deltagende i de
store Kampe, som afgjorde Rigets og Folkets Skæbne,
og forhandlende snart med Kong Gustav, snart med det
norske søndenfjældske Raad, som han formaaede til at
hylde Kong Christian. I Okt. 1535 sendtes han til det
nordenfjældske Norge for at underhandle med Ærkebispen
og Raadet om Kongens Valg og om Paalæggelsen af en
Skat. Det var en farefuld Expedition, thi ingensteds
vare Modsætningerne og Hadet mellem de ledende
Personer større end her. C. B. medtog Vincents
Lunge og Biskop Hans Reff, da han 10. Dec. 1535 fra
Oslo begav sig til Throndhjem. Begge disse Mænd vare
Ærkebispens gamle og bitre Fjender. Ikke desto mindre
bleve de modtagne venlig, og Ærkebispen samtykkede i
alt, hvad Kongens Sendebud forlangte. Men 3. Jan. 1536
udbrød blandt den i Throndhjem forsamlede Almue et Oprør,
Ærkebispen gav efter for Folkebevægelsen, og Mængden
stormede løs paa de danske Sendebuds Herberg:
Vincents Lunge blev dræbt, og de to andre undgik
kun med Nød og næppe Døden. Tillige med Eske Bille
(s. ndfr.) bleve de satte i Forvaring i Klosteret
paa Tuterøen, og her blev nu C. B. siddende Vinteren
over, medens Ærkebispen rejste Folket for Pfalzgrev
Frederiks Sag. Da imidlertid Erobringen af Norges
Hovedfæstninger, Bergenhus, Akershus og Baahus, hvor
Fru Lisbet Ulfstand ledede Modstanden, mislykkedes,
forhandlede Ærkebispen paa ny med Fangerne paa
Tuterøen, og i Begyndelsen af April slap de fri,
efter at C. B. havde forpligtet sig til ikke at
hævne Oprøret og Fængslingen i Throndhjem og til at
holde Baahus og Vigen til Ærkebispens og det norske
Rigsraads Haand, indtil Kongevalget havde fundet
Sted. I Maj Maaned vendte C. B. atter tilbage til
Danmark efter sin mislykkede Sendelse.

C. B. var tilstede paa Rigsdagen i Kjøbenhavn 1536,
og han har underskrevet Recessen og Haandfæstningen,
vistnok med Uvilje som saa mange af det gamle
katholske Rigsraad. Men han fandt sig hurtig til
rette i den nye Tingenes Orden, og som en praktisk,
dygtig og forstandig Mand blev han i de følgende
Aar stærkt benyttet. Hans Kjendskab til norske
Forhold og hans Stilling som Lensmand paa Baahus
sikrede ham en betydelig Indflydelse paa Norges
indre Anliggender. Det var ham, som i Forening med
Truid Ulfstand udarbejdede den norske Reces 1539,
der blev Grundlaget for den norske Lovgivning, indtil
Christian V's Lov indførtes. Og da den unge Prins
Frederik 1548 blev sendt til Norge for at hyldes som
sin Faders Eftermand, var Hr. Claus selvskreven til
at være hans vigtigste Ledsager og Raadgiver paa
denne Rejse. Som Grænsevogter mod Sverige laa han
i stadig Strid med Kong Gustav og den svenske Adel,
især i Vestergøtland. Gjentagne Grænsemøder maatte
afholdes, inden disse Stridigheder bleve bilagte;
men indtil sin Død maatte han høre ilde af Svenskerne,
og Kong Gustav har i sin Smædekrønnike mod de danske
særlig givet C. B. et slet Skudsmaal. Desto smukkere
ere Udtalelserne om ham fra dansk Side, og især har
Lyskander i «De Billers, Jenses Sønners, 16 Aner»
og i sin Fortegnelse over danske lærde sikret ham et
smukt Efterdømme. Hans trofaste og modige Hustru døde
allerede 1540 efter at have født ham 4 Sønner og 7
Døtre; selv døde C. B. 4. Jan. 1558 paa Lyngsgaard
i Skaane, efterladende sig en uhyre Rigdom, saa vel i Jordegods og Kjøbstadgods som
i rede Penge. Han ligger med sin Hustru begravet i
Vram Kirke.