1474-1541, Rigsmarsk,
det konservative, katholske Adelspartis Fører paa Reformationstiden,
var en Søn af Mogens K. til Bustrup i Salling og
Elsebe Tygesdatter Lunge fra Basnæs. 12 Aar gammel
var han allerede som «Smaadreng» hos Kong Hans og
deltog i dennes Tog til Gulland mod Iver Axelsen
Thott. Senere fik han Kong Hans' Hunde at passe
i en 6-7 Aar «og havde», som han selv skriver,
«mangen Fandens Dag med dem udi Moser og Kær». Ved
andre Lejligheder deltog han som Kongens Smaadreng
i Hoffester og Turneringer eller i Krigerfærd;
1495 fulgte han saaledes Kongen til Rigsmødet i
Kalmar og kom i stor Fare i Rønneby Havn, da Kongens
Hovedskib brændte, hvorved mange omkom; endnu 1497
fulgte han Kongen paa Sverigestoget og deltog derpaa
i Slaget ved Rotebro. Et saadant Ungdomsliv kunde
nok uddanne en Mand baade aandelig og legemlig. Raa
Kraft, Halsstarrighed og Selvtægt, parrede med en
vis Snedighed og List, ere de Hovedtræk, man senere
oftere sporer i hans Færd. -- Forfremmelserne lode
heller ikke længe vente paa sig. Allerede i en Alder
af 27 Aar synes han (1501) at have været Lensmand paa
Kjøbenhavns Slot; 1503 nævnes han allerede tillige
som Ridder. Omtrent paa samme Tid blev han trolovet
og et Par Aar senere gift med Anne Rosenkrantz,
Datter af den højt ansete og rige Rigsraad Niels R.,
Hofmester hos Christian II; da de vare beslægtede
i 4. Led, maatte der udvirkes pavelig Dispensation
(1504). Ved sin Forbindelse med denne mægtige Slægt og
end mere ved sin egen ubestridelige Dygtighed skulde
det lykkes ham i et skæbnesvangert Tidsrum at hæve de
gamle, ustyrlige Krabbers da noget afblegede Æt til
dens største Højde. I de følgende Aar træffes han
uafbrudt paa Krigstogene til Sverige og forlenedes
o. 1507 med Helsingborg Slot, hvortil han derpaa i
næsten hele sit Liv var knyttet. Som Lensmand her
skulde han komme til at udføre sin tidligere Manddoms største Bedrift, i det han som
Befalingsmand i Skaane under den svenske Hærfører
Aake Hansson Thotts truende Angreb paa Landet i en
Fart fik samlet den Skaanske Adels Opbud (400 Mand)
og ved «Fantehullet» i Nærheden af Grænsen tilføjede
Aake Hanssons overlegne svenske Rytterstyrke (700
Mand) et Nederlag og, som han selv skriver, «fik
Død paa hannem» (27. Avg. 1510). Begivenheden vakte
stor Glæde i Danmark; de tagne Faner bleve med stor
Højtidelighed ophængte i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn;
Hr. Tyge fejredes i Rimkrønniker og Folkeviser og
blev kort efter optagen i Rigsraadet.Som Rigsraad deltog T. K. i et Rigsmøde i Halmstad
1512 og i Fredsmødet i Malmø s. A., ligeledes i
de store Møder i Begyndelsen af Christian II's
Regering. Men samtidig viste han i disse Aar en
ikke ringe Virksomhed for at samle sig Gods, dels
i Jylland, dels i Skaane og i Halland. 1514 fik
han saaledes, efter at have stævnet Sagen ind for
Rigsraadet, det saakaldte Fiskbæk Gods tilbage, 12
Gaarde i Nærheden af Viborg, der vare inddragne under
Kronen af Erik af Pommern og Dronning Margrethe i hans
«Oldefader» Hr. Niels K. s Tid, i det han beviste,
at det «uforbrud t og uden al skjellig og redelig
Sag» var fradømt denne; dog skulde han først nyde
Indtægterne deraf, naar den daværende Ihændehaver, den
«vanbyrdige» Niels Clementsen (IV, n), var død. Men
da dette indtraf (1518), tog Kongen uden Lov og Dom
Godset fra T. K. og gav ham kun et Lensbrev derpaa for
Livstid. Dette var aabenbart et Overgreb fra Kongens
Side; men dels var i Mellemtiden denne kommen i Strid
med Adelen (Torben Oxe osv.), dels har han uden Tvivl
opdaget, at T. K.s Bevis for, at Godset uden skjellig
Grund var frataget Niels Krabbe, ikke holdt Stik;
det var nemlig fradømt denne paa Grund af Brud paa
Tingfred og Kirkefred.
Men denne Sag fik vidtrækkende Følger. Fra 1518 af er
Kongens Vrede mod T. K. umiskjendelig. Som Lensmand
paa Helsingborg havde denne under den nu (1518)
udbrudte Krig med Sverige det Hverv at sørge for
Hærens Proviantering. Kongen beskyldte T. K. for
at vise sig sendrægtig; han var med Kongen for
Stockholm, men sendtes tilbage for at fremskynde ny
Proviantering; men samtidig sendte Kongen den Ordre
til Dronningen «at lade hannem bie mig i Kjøbenhavns
Taarn», hvis han viste sig forsømmelig. Da det store
Tog derpaa 1520 afgik til Sverige, samledes Hæren
ved Helsingborg. T. K. viste sig paa denne Tid
overordentlig virksom; han forstrakte endog selv
Kongen efter-haanden med den betydelige Sum af 2500 Mark
og fik Pant herfor i Helsingborg; men han, den
fejrede Kriger fra tidligere Tid, blev ikke Togets
Anfører, derimod den da helt ukjendte Otte Krumpen,
og ii. Nov. s. A. fratog Kongen derpaa pludselig,
til Trods for Pantesum og alt, T. K. Helsingborg og
gav det til Otte Krumpen.
Den stolte Mand følte dybt de Krænkelser, der
vare tilføjede ham og samtidig saa mange andre
af Stormændene, og den Uvirksomhed, hvortil han
selv var henvist. Han synes nu at have opholdt sig
paa Bustrup og virkede i Smug. Pludselig rejste
i Dec. 1522 en Del jyske Raader Oprørsfanen mod
Christian II. T. K. ansaas af Kongen selv og dennes
Venner som Hovedmanden; sikkert er det, at han var
den eneste virkelig betydelige Personlighed blandt
dem. Han kom herved i Modsætning til Mogens Gjøe,
Ove Bille, sine egne Svogre Erik Banner og Oluf
Nielsen Rosenkrantz, der alle saa længe som muligt
søgte at mægle og at undgaa et fuldstændigt Brud. Men
med Selvraadighedens Kraft gjennemførtes Kongens
Forjagelse, og T. K. viste stor Virksomhed under
Ledelsen af Opstanden; ogsaa paa den Skaanske Adel
søgte han at virke til Fordel for den nye Herre,
«der har undt alt Ridderskabet Hals og Haand over
deres Bønder». Man vilde ikke finde sig i en Konge,
der traadte Adelens personlige Selvstændig-hedsfølelse
for nær. Betegnende nok maatte Hertug Frederik strax,
da man tilbød ham Kronen (30. Jan. 1523), love at
«kassere, døde og tilintetgjøre de Breve, Erik af
Pommern og Dronning Margrethe havde aftvunget nogle
af Adelen», og en lignende Bestemmelse optoges senere
i Kongens Haandfæstning. Fiskbækgodset blev ogsaa
kort efter tilbagegivet T. K., der strax ved Kongens
Hylding i Viborg 26. Marts var ble ven Rigsmarsk og
kort efter fik Helsingborg tilbage. Ogsaa adskillige
andre Begunstigelser sikrede han sig.
I Frederik I's Tid var T. K. uafbrudt paa Færde,
snart i Marken som Rigsmarsk, snart i Fredens
Raadslagninger ; han støttede saaledes stærkt
sin højtbegavede Fætter Vincents Lunge i dennes
selvraadige Politik i Norge; ogsaa med Kong Gustav
i Sverige stod han i en fortrolig Brevvexling, dels
om Rigernes politiske Stilling, dels om mange andre
Forhold. Han blev ubestridelig det konservative,
katholsksindede Rigsraads Hovedfører. Han saa ligesom
Poul Helgesen, til hvem han stod i et fortroligere
Forhold, i de nyere Tiders religiøse Bevægelser en
Fare for den bestaaende Statsordning og tillige for
Aristokratiets egen Magtstilling. Han kommer derved oftere i Modsætning til den rolige og
besindige Rigshofmester Mogens Gjøe, især naar Tidens
Bølger gik højt. Med hensynsløs Strænghed dæmpede
han i Aarene 1524-25 Bondeopstande i Skaane og fik af
Almuen Øgenavnet «Tyge Badspyd». I Jan. -Febr. 1525
var tilsyneladende al Modstand i Skaane slaaet
til Jorden af T. K.; men da kom pludselig Søren
Norby. Lige over for dennes Rejsning af Bønderne
kunde han ikke staa sig med den ringe Styrke, han
havde til sin Raadighed. Forgjæves belejrede han
en Maaneds Tid Aahus, men maatte opgive Belejringen
af Mangel paa Proviant. «Vi maa æde Kjød som andre
Hunde», skriver han i den Anledning til Frederik I
i Fastetiden og raader Kongen til intet luthersk
Parti at taale i sit Land, ellers vil Guds Hævn
ramme det. Han maatte derpaa trække sig tilbage til
Malmø, medens Søren Norby begyndte at belejre hans
egen Forlening Helsingborg. Først da Johan Rantzau
kom med Undsætning, toge Sagerne en anden Vending. I
Slaget ved Lund (28. April) anrettede T. K. i Spidsen
for Rytteriet et stort Blodbad paa Bønderne og
ligeledes senere i Slaget ved Bunketofte Lund. Æren
for disse Sejre tillægges T. K. baade i hans egne
Optegnelser og af Poul Helgesen i Skibbykrønniken,
uden at Joh. Rantzaus Navn blot nævnes. Officielt
havde T. K. vistnok ogsaa som Marsk den øverste
Ledelse. - Efter at Opstanden var dæmpet, begyndte
under T. K.s Ledelse en forfærdelig Forfølgelse mod
Kong Christians Tilhængere. T. K. havde saaledes stor
Del i de Pinsler, «den Forræder Niels Brahe» (II, 596)
maatte lide. En Del af hans Gods kom i Hr. T.s Hænder,
der heraf dannede sit prægtige Herresæde Vegholm,
hvor han derpaa (1530) opførte den stærkt befæstede
Borg med 3 Taarne, Volde og Grave. - Ogsaa 1526
maatte T. K. kæmpe mod Søren Norbys Folk i Bleking,
hvilke dog hurtig over-gave sig efter deres Herres
Nederlag til Søs. I Skaane herskede T. K. derpaa i
den følgende Tid med stor Myndighed; især viste han
stor Strænghed mod den landflygtige Malmøborgmester
Hans Mikkelsens Slægt.
Lutherdommens Fremtrængen i Malmø og Skaane fyldte ham
med Ængstelse. Selv Kong Gustav raader han 1529 til
«at afstille det lutherske Regimente, som haver dog
ingen Bestand udi Fremtiden og er imod alle kristne
Menneskers Samfund»; men det hindrede ham dog ikke
i ved Lejlighed paa Adelens Vegne at optræde mod
den katholske Gejstlighed i verdslige Anliggender
og søge at sikre sin ældste Søn Erik, medens denne
endnu var Barn, gode gejstlige Forleninger. End større blev
Frygten, da Christian II i Nov. 1531 landede i
Norge. T. K. viste som Rigsmarsk stor Virksomhed for
Udrustninger, og det er ikke hans, men Kong Frederiks
Forsigtigheds Skyld, at en større Hjælp ikke afsendtes
til Norge før i Maj. Stor Indflydelse fik Hr. T. ogsaa
paa Kong Christians Skæbne; det var nemlig ham, der
i de uhyggelige Forhandlinger i Helligaandskirken i
Kjøbenhavn var Talsmand for og fik Hansestæderne og
de svenske Sendemænd til at gaa ind paa, at Kongen
skulde sættes i Forvaring paa Sønderborg og Lejdet
saaledes brydes, ligesom han ogsaa paa Adelens Vegne
var en af de 4 danske Raader, for hvem Kong Frederik
maatte forpligte sig til at holde Kongen fangen paa
Livstid, og uden hvis Samtykke han i denne Sag intet
kunde gjøre. T. K.s Hævn- og Sikkerhedsfølelse var
tilfredsstillet.
Paa Herredagen 1533 efter Kong Frederiks Død spillede
T. K. en stor Rolle. Medens han med næsten fyrstelig
Pragt fejrede sin Datter Elsebes Trolovelse med den
unge Peder Skram (ovfr. S. 382), var han i Modsætning
til Mogens Gjøe ivrig for, at Kongevalget skulde
udsættes, for at Nordmændene næste Aar kunde give Møde
og et katholsk Kongevalg saaledes sikres; da kunde man
imidlertid, som han skriver til den norske Ærkebiskop,
finde Raad mod «de Luthers Præster og andet galent
Væsen». «Hertug Christian (III)», ytrede han, «vil
blive en værre Tyran end gamle Kong Christian selv»;
og til Malmøboerne (Jørgen Kock), der opfordrede til
et Kongevalg, ytrede han: «Jeg skal være jer Konge
nok i Skaane», Ytringer, som gjennem Malmøboerne
(Jørgen Kock) senere kom Christian III for Øre og
ingenlunde stemte denne gunstig mod T. K. Under hans
Ledelse begyndte derpaa Forfølgelser mod de lutherske
Stæder og deres Præster i Skaane, hvilket alt bidrog
til, at Jørgen Kock og hans Tilhængere kastede sig i
Lybeks Arme og begyndte Grevefejden i Kong Christian
II's Navn. Da Grev Christoffer pludselig landede (Juni
1534), kom alt i den største Forvirring. T. K. ilede
frem og tilbage og søgte at samle den Skaanske Adel;
men da den sjællandske Adel med Anders Bille i Spidsen
sluttede sig til Greven, gjorde den Skaanske Adel det
samme-, T. K. svor Greven Troskab paa Kong Christians
Vegne mod Tilgivelse for alt, hvad der tidligere
var gjort mod Kong Christian. T. K. havde saaledes i
dette Øjeblik ikke, trods al sin Snildhed, vist sig
som Situationens Mand. Paa Helsingborg sad han nu
som Grev ChristofFers Mand og maatte i Nov. s. A. med
den Skaanske Adel drage mod de samme Sven-skere, hvis Hjælp han i Begyndelsen selv havde
paakaldt paa det ivrigste! Medens den øvrige Skaanske
Adel derpaa gik over til Svenskerne og i Forening
med disse rykkede frem mod Helsingborg, hvor Marcus
Meyer, Jørgen Kock o. fl. havde taget Stilling,
sad Hr. T. endnu paa Helsingborg Slot, ikke som
Lybekkernes, men som Grev ChristofTers Mand. Efter
lybsk Beretning skal han udtrykkelig have erklæret,
at de trygt kunde stille sig op med Slottet i
Ryggen, paa ham kunde de lide-, men midt under
Slaget (13. Jan. 1535) lod han pludselig «Kjærnens»
Kanoner bringe Død og Fordærvelse i deres Rækker og
bidrog saaledes til et fuldstændigt Nederlag for
dem. «Menederske, troløse Skurk», lyder det nu i
den følgende Tid fra deres Side. Hadet til Adelen
naaede sit Højdepunkt; fra Malmø udgik de heftigste
Fejdeskrifter mod den, hvori navnlig T. K. skildres
med de mørkeste Farver, dels paa Grund af hans Adfærd
ved Helsingborg, dels paa Grund af hans tidligere
Forfølgelser mod Lutheranerne. Selv maatte han nu
tillige med den Skaanske Adel kaste sig i Christian
III's Arme, og - fra nu af var hans Betydning
forbi. Vel blev han strax tillige med Axel Brahe
indsat til Statholder i Skaane; men da han holdt
sig temmelig uvirksom paa Helsingborg, fjærnedes han
kort efter temmelig unaadig - «paa Grund af Alder og
Skrøbelighed».
Efter Kjøbenhavns Overgivelse i Juli 1536 maatte han,
ligesom de øvrige verdslige Rigsraader, udstede Stræng
Forpligtelse om at være Kongen og hans Søn tro og
ikke modsætte sig Regerings- og Kirkeforandringen;
Rigsmarsktitelen beholdt han eller fik tilbage,
da det ikke lykkedes Kongen at faa en tysk Marsk i
hans Sted; men Helsingborg maatte han afstaa til sin
berømte Svigersøn Peder Skram, Christian III's fuldtro
Mand; Pantesummerne, han havde deri, synes at være
betragtede som forbrudte paa Grund af hans tidligere
Tilslutning til Grev Christoffer. I de følgende
Aar træffer man ham af og til ved Rigsraadsmøder
og lign. - Den sidste større politiske Handling,
hvori han deltog i Spidsen for den Skaanske Adel,
var det 1539 paa Kongens Foranledning indtraadte
Forlig med hans tidligere «Ven», men senere svorne
Fjende Jørgen Kock (ovfr. S. 320).
Han døde paa sit prægtige Herresæde Vegholm 23. Juni
1541, 67 Aar gammel, efter et indholdsrigt Liv, rigt
paa Omvexlinger, som Repræsentant for en uddøende
Tidsalder, hvis stolte Adelsslægter i hensynsløs
Selvraadighed ikke havde forstaaet at bøje sig for en
stærkere Kongemagt og de nyere Tiders Ideer. Han var
en politisk Umulighed efter 1536; men dog havde
han hævet sin Slægt til en hidtil ukjendt Højde og
efterlod denne Stilling til sine Børn (Erik, Elsebe).
Heise, Fam. Rosenkrantz's Hist. II.
