Konnendant Jens Holgersen Ulfstand

-1566, til Skabersø,
Søn af ovennævnte Holger Gregersen U. og Helle Hack, blev alt som
Barn faderløs og fik da sammen med 2 Søstre Skabersø i fædrene
Arv; men for øvrigt vides intet om hans Ungdom. Fra 1554 var
han Hofsinde, og 1561 blev han Kongens Skjænk og fik Vor Frue
Kloster i Oslo i Forlening. Han beholdt dette Len til 1564, skjønt
han alt 1562 havde fratraadt sin Stilling ved Hove, i det han var
bleven sin Svoger Tage Thotts Eftermand som Høvedsmand paa
Baahus. Her maatte han nu tage fast Ophold og altsaa medføre
sin unge Hustru, sin Frænke Lisbet Knudsdatter Gyldenstjerne;
thi det var paa et saare kritisk Tidspunkt, at Kongen havde
betroet en af de vigtigste Grænsefæstninger i den forholdsvis unge
J. H.s Hænder; dog skulde det snart kjendes, at Kongen just
havde valgt den rette Mand. Der var Opgaver nok for J. H.
Slottet selv skulde provianteres og sættes i Forsvarsstand, desuden
skulde der ogsaa i den Landsdel skaffes Fødemidler og Fourage til
den Hær, der droges sammen i Skaane, Spejdere skulde holdes i
Fjendens Land, al Tilførsel der til hindres, overhovedet gjøres
Fjenden det størst mulige Afbræk. Og da saa Krigen udbrød, fik
J. H. den snart paa nært Hold; Kong Erik af Sverige var nemlig
i høj Grad opsat paa at tage Baahus. En svensk Hær lejrede sig
om Slottet i Nov. 1563; men den paafølgende Vinter tvang den
til at drage bort med uforrettet Sag. Dog alt 1. Febr. 1564 stod
en ny Hær for Slottet; men J. H. gav den saa varm en
Modtagelse, at den hurtig trak sig tilbage. Kong Frederik II sendte
J. H. en udtrykkelig Tak for udvist Troskab og Villighed. Senere
paa Foraaret hærgede de svenske atter i Vigen; men med Hjælp
af Høvedsmanden paa Akershus Christen Munk (XI, 514) drev
J. H. dem atter bort. I Febr. 1565 begyndte en 3. Belejring af
Slottet, denne Gang indledet med en heftig Beskydning flere Dage
igjennem, hvorved saa vel Inder- som Ydermuren tog stor Skade;
dog afslog J. H. og hans tapre Stalbrødre 2 paafølgende
Stormangreb saa grundig, at Belejringen hævedes. Dog ogsaa denne
Gang kom Fjenden alt i April tilbage, og nu varede Belejringen
3 Uger, saa drog Belejringshæren bort af Mangel paa Proviant og
Penge. Kong Erik rasede, men gav ikke tabt. I Marts 1566 tog
en 5. Belejring sin Begyndelse. Da J. H. kort afslog Opfordringen
til Overgivelse, blev Slottet beskudt 3 Døgn igjennem. Utrættelig
stængede og stoppede Besætningen de forskudte Mure, men et af
Taarnene, «Farshat», tog saa megen Skade, at den ikke lod sig
udbedre. Efter at have slaaet Bro over Elven skred Svenskerne
til Storm; 3 Gange afsloges Angrebene med stort Tab, men 4. Gang
lykkedes det at tage det beskadigede Taarn, og i stort Tal
myl-rede de svenske ind i det. Alt troedes Sejren vunden, thi fra
dette Taarn kunde den hele Borggaard bestryges; da sprang
Taarnet med alle, der vare deri, i Luften. Efter 2 gamle
Landsknægtes Raad havde J. H., forudseende Taarnets Fald, ladet nogle
Fade Krudt bringe ned i dets Kjælder, og den ene Landsknægt
skal frivillig være gaaet i Døden for i det rette Øjeblik at sætte
Lunten til Krudtet. Trods det lidte Tab gjentog de svenske dog
Stormløbene de 2 følgende Dage, men uagtet Forsvarernes Tal
var svundet ind til 150 Mand, lykkedes det dog denne lille,
uforfærdede Hob ogsaa at afslaa disse Angreb. Opgivende Haabet
om at kunne udrette noget drog saa en stor Del af
Belejringshæren bort medtagende det grove Skyts. Den vendte imidlertid
om, da den undervejs mødte en udsendt Forstærkning, og
begyndte paa ny en Belejring, ja foretog 20. April en Storm; men
ogsaa denne afsloges, og da nu endelig en dansk Undsætningshær
nærmede sig, maatte de svenske inden Maanedens Udgang trække
sig helt tilbage. En strax efter af Kong Erik selv planlagt ny
Belejring blev ikke til noget, da de danskes Indfald i
Vestergøtland gav ham andet at tænke paa.

Under de mest fortvivlede Forhold, med en af Sygdom, Savn
og Anstrængelse ikke mindre end af Fjendens Kugler medtagen
Besætning, omgiven af den uvillige Almue i Lenet, der snarest gik
Fjenden til Haande, men for øvrigt var ganske udpint saa vel af
Ven som af Fjende, kun modtagende en aldeles utilstrækkelig
Undsætning af Mandskab og Proviant havde J. H. og hans Mænd
med aldrig svigtende Mod, Tapperhed og Udholdenhed ikke blot
værget den dem betroede ansvarsfulde Plads, men J. H. havde
endog til Tider kunnet række det ikke mindre betrængte »Elfsborg
en hjælpende Haand ved Sendelser baade af Mandskab og
Proviant, og dog er der aldrig blandt Efterverdenen gaaet det Ry af
hans Bedrifter, som af de andre fortjente Krigeres i denne
langvarige Fejde. Ingen Digter har besunget hans Heltemod, ingen
Maler paa Lærredet foreviget hans Bedrifter.
Skylden for denne Tilsidesættelse er ikke Samtidens; den kunde ikke
være blind for, hvor stor Betydning Slottets Bevarelse havde haft
for hele Krigens Gang. Takkegudstjenester anordnedes i
Anledning af Slottets Befrielse, og som en første Belønning skyndte
Kongen sig at gjengive J. H. det Len, Vor Frue Kloster i Oslo,
som han 2 Aar forinden havde mistet; men denne første Løn (en
af Kongen skjænket Guldkjæde, der fandtes i hans Bo, har han
dog formodentlig ogsaa faaet i samme Anledning) blev ogsaa den
sidste, thi alt i Sept. Maaned s. A. døde J. H., faa Dage efter sin
Hustru, der med ham trofast havde delt den sidste Tids Farer,
Sorger og Savn. Begge bleve Ofre for en paa Slottet herskende
Epidemi, der i kort Tid bortrev de fleste af hans da endnu i Live
værende Kampfæller. Ægteparret efterlod sig en spæd Søn, hvis
Værgemaal Kongen paatog sig, ligesom han ogsaa bekostede Barnets
Opdragelse og Uddannelse, saa vel uden- som indenlands. Selv
gav Kongen J. H. det Vidnesbyrd, at han havde ført et
mandhaftigt, ærligt Navn med sig i sin Grav og af hver ærlig Mand
for saadan hans tapre Manddom loves og berømmes.